"Nordkorea vil være misundelig": Iscenesat Mette Frederiksen-udsendelse møder kritik

I bedste sendetid kunne man i tv-programmet 21 Søndag på statsejede DR1 se en iscenesat hyldest til Mette Frederiksen, hvor børn viftede med flag og begejstret råbte "Danmarks bedste statsminister".
En iscenesat DR-udsendelse med Mette Frederiksen møder hård kritik. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
En iscenesat DR-udsendelse med Mette Frederiksen møder hård kritik. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

25/05/2020

Seneste udgave af nyhedsmagasinet 21 Søndag på den statsejede tv-kanal DR1 har fået mange til at løfte øjenbrynene og komme med hård kritik.

I programmet kunne man nemlig se børn vifte med Dannebrog og begejstret råbe "Danmarks bedste statsminister", da statsminister Mette Frederiksen (S) som led i den ukritiske tv-udsendelse besøgte en folkeskole i sin valgkreds i Aalborg.

Den ukritiske DR-udsendelse kommer efter en lignende udsendelse på TV2, hvor børn også var blevet instrueret i at hylde den socialdemokratiske statsminister.

Blandt andre Martin Ågerup, der er direktør for tænketanken CEPOS, er ude med riven.

I et Facebook-opslag kommer han med en hård kritik af 21 Søndag-udsendelsen.

- TV-avisen mente her til aften, at det var public service at vise dette iscenesatte optrin som led i et indslag om den voksende kritik af regeringen, skriver Martin Ågerup og fortsætter:

- Men hvem havde bedt børnene om at komme med dette tilråb? Var det læreren? Eller var det DR's journalist? Og ligegyldig hvem, det var: Er det rimeligt at sætte små børn til at hylde en politisk leder på nationalt TV?

CEPOS-direktøren skriver endvidere, at substansen i udsendelsen var "utrolig tynd". Og så langer han ud efter DR-journalisten Christine Cordsen, der som vært på udsendelsen virkede politisk farvet.

Han mener, at DR er helt galt på den med deres udlægning af den politiske situation under coronakrisen.

- Det er altså sagen ifølge DR. Oppositionen er bare frustreret. Der er - for at genbruge en formulering - ikke noget at komme efter. Og børnene og vælgerne elsker jo Mette. Så længere er den ikke for DR.

- Det, som DR burde have gjort som public service medie var at bedrive kritisk journalistik. Man kunne være gået i dybden med kritikken af det manglende beslutningsgrundlag, lyder kritikken fra Ågerup.

CEPOS-direktøren peger på, at DR f.eks. kunne have taget fat i den nylige afsløring om, at Mette Frederiksen talte usandt, da hun påstod, at myndighederne anbefalede en nedlukning af Danmark.

Kritisk journalistik var der dog ikke meget af, mener Martin Ågerup.

- I stedet fik vi endnu et hyldestindslag fra DR til statsministeren med billeder af hende smilende modtage røde roser fra små børn og tænksomt siddende i ministerbilen. DR opfører sig for tiden ikke som et uafhængigt public service medie men som et statsmedie. Det er dybt kritisabelt og bekymrende.

Flere andre er gået til tasterne med hård kritik af DR-udsendelsen på sociale medier.

Det gælder også Dansk Folkepartis europaparlamentsmedlem Peter Kofod.

Han går endnu længere end Martin Ågerup i sin kritik og skriver i et Facebook-opslag direkte, at "Nordkorea vil være misundelig på det her klip".

- Tænk sig, at de voksne har instrueret børnene til at sige ''Danmarks bedste statsminister''. Det er decideret klamt.

- Bland dog børnene udenom jeres egen blinde forelskelse i Socialdemokratiet, lyder den kontante melding fra DF-profilen.

Også Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh har reageret på udsendelsen med en kort Facebook-besked:

- Hvis jeg var Bart i the Simpsons, så ville jeg lige nu skrive “Jeg må ikke sammenligne statsministeren med Kim Jong-Un” 100 gange på en tavle".

21 Søndag er ifølge DR's egen hjemmeside "DR Nyheders aktuelle nyhedsmagasin med dybdegående tv-reportager fra ind- og udland".

Programmet sendes hver søndag kl. 21 på DR1.