Midt i marts mente 83 procent af danskerne, at man kan stole på, at Mette Frederiksen og hendes socialdemokratiske regering træffer de rigtige beslutninger for landet. Siden er dette tal på kort tid styrtdykket, så det nu kun gælder 71 procent af danskerne, viser en ny måling fra målingsinstituttet Megafon ifølge Politiken.
Samtidig viser den nye måling, at omtrent hver tredje dansker ønsker mere præcise retningslinjer fra den socialdemokratiske regering om, hvad de må og ikke må under coronakrisen. Midt i marts gjaldt det kun for hver 10. dansker.
Statsminister Mette Frederiksen får også hug, når danskerne bliver spurgt om at give hende en karakter på skalaen fra 1 til 10. Siden marts er hendes gennemsnitlige karakter nemlig faldet fra 8,9 til 7,9.
Andelen af danskere, der giver Mette Frederiksen topkarakteren 10, er desuden faldet fra 54 procent til 27 procent.
Udviklingen kommer ikke bag på professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen.
- Gudestatus holder jo ikke evigt, siger han til Politiken.
- Der var jo i starten en helt usædvanlig høj grad af tilfredshed med, at man var proaktiv og greb om problemerne, før problemerne greb om en. Mette Frederiksen kom jo til at stå et eller andet sted lige mellem Stauning og Gud.
Samtidig vurderer Jørgen Goul Andersen, at det langt fra er sikkert, at den socialdemokratiske regerings popularitet vil vare ved. Det afhænger i høj grad af, hvad Mette Frederiksen foretager sig i den kommende tid.
Selv afviser statsministeren over for Politiken at vurdere, om den usædvanligt høje popularitet vil vare ved, eller om den nye måling er begyndelsen på et fald fra tinderne.
- Jeg er selvfølgelig meget taknemmelig over den opbakning, vi nyder nu, men jeg kan ikke spå om fremtiden, lyder det fra Mette Frederiksen.