Hård kritik af regeringen: Mørklægger Danmarks vigtigste regnestykke

Den socialdemokratiske regering møder hård kritik fra et politisk flertal og flere uafhængige eksperter for at mørklægge afgørende beregninger om genåbningen af Danmark.
Mette Frederiksens socialdemokratiske regering møder hård kritik for at mørklægge afgørende coronaberegninger. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Mette Frederiksens socialdemokratiske regering møder hård kritik for at mørklægge afgørende coronaberegninger. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

05/05/2020

Trods flere ugers pres har den socialdemokratiske regering ikke fremlagt de afgørende beregninger fra Statens Serum Institut (SSI), som bl.a. ligger til grund for, hvad der skal og hvad der ikke skal genåbne i Danmark. Regeringens mørklægning af de afgørende coronaberegninger møder nu hård kritik fra flere fronter.

Det skriver Berlingske.

I flere uger har sundhedsordførere i Folketinget efterspurgt indsigt i de tal og data fra SSI, som statsminister Mette Frederiksen og resten af regeringen bruger til at vurdere de næste skridt i landets coronastrategi og i genåbningen af Danmark. Men den indsigt er de indtil nu blevet nægtet.

Dermed er Danmarks vigtigste og mest omtalte regnestykke hemmeligt for alle andre end Socialdemokratiets spidser og en lille kreds af topembedsmænd.

Nu lyder der en samlet kritik af den socialdemokratiske regerings mørklægning fra Folketingets sundhedsordførere fra Radikale Venstre, Venstre, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Tilsammen udgør partierne et flertal i Folketinget.

- Allerede da den første rapport kom (2. april, red.), bad vi om at se de mere tekniske detaljer bag beregningerne, og det har jeg gentaget flere gange. Jeg har fået at vide af sundhedsministeren, at det nok skulle komme, men alligevel har vi stadig ikke kunnet få at vide, hvad der ligger bag de mest afgørende beregninger for Danmark i nyere tid, lyder det fra Radikale Venstres sundhedsordfører Stinus Lindgreen til Berlingske.

- Vi har brug for at vide det nu, for det er nu, vi diskuterer det, understreger han.

Flere eksperter er også ude med riven. De påpeger, at coronaberegningerne er behæftet med så stor usikkerhed, at det er helt afgørende med stor åbenhed.

Professor i biostatistik Claus Thorn Ekstrøm fortæller til Berlingske, at det f.eks. er enormt svært at beregne, hvordan folk vil opføre sig, og hvordan smitte med coronavirus kan bredes, hvis man vælger at genåbne landets restauranter.

- Det kan man kun vide, hvis den fulde model lægges frem, lyder det.