- 13 af regeringens 20 ministre har aldrig arbejdet en time i den private sektor. Efter en ofte beskeden uddannelse er de gået direkte til en tjans i den socialdemokratiske bevægelse, i fagforbundene eller til et job i det offentlige. Ministrenes begreber om det private arbejdsmarked er altså yderst teoretiske.
Sådan lyder det i et indlæg fra tidligere chefredaktør Bent Falbert i Ekstra Bladet.
Indlægget, der oprindeligt blev udgivet den 29. juni 2019, går i disse dage igen viralt på sociale medier i lyset af coronakrisen og den verserende debat om de socialdemokratiske ministres manglende erhvervserfaring.
Da regeringen anført af Mette Frederiksen lige var kommet til magten, gennemgik Bent Falbert deres CV'er på regeringens hjemmeside.
Ganske nedslående konstaterer han endvidere, at de fleste af de syv, der har arbejdet i den private sektor, kun har gjort det ganske kortvarigt.
Det gælder f.eks. for sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke, der kun har en smule erfaring fra sin tid som opvasker i Bilka i 1990-1991 og som scenemester i Bio Næstved i 1992-1995.
Andre, herunder også så tunge ministre som statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen og udenrigsminister Jeppe Kofod, har aldrig arbejdet så meget som én time i det private.
Bent Falbert mener, at den socialdemokratiske regerings mangel på erhvervserfaring fra den private sektor er et stort problem.
- Hvis de nyslåede ministre taler om erhvervslivet, som de blinde taler om farverne, er det altså ikke sært. De har haft ingen eller yderst sparsom forbindelse til de virksomheder, som skal skaffe dækning for den nye regerings dyre planer om at forbedre velfærden på alle mulige felter, skriver han og tilføjer:
- Bemærk også, at de fem højest placerede ministre aldrig har tjent en krone i private virksomheder. Det er nok derfor, de tror på eksistensen af pengetræer.