Venstrefløjens sorgarbejde

Af Henrik Gade JensenMønsteret følger tidsånden: sandheden kan først siges, når en venstreorienteret udtrykker den

Slettet Bruger,

24. januar 2008

Af Henrik Gade Jensen

Mønsteret følger tidsånden: sandheden kan først siges, når en venstreorienteret udtrykker den. Sådan er det også med Blekingegadebanden. Da journalist Lars Villemoes skrev de første afslørende artikler i Information, var det helt forkert og forfærdeligt. Han blev sat fra bestillingen. Den slags kunne man ikke skrive.

I dag sælger Peter Øvigs bøger som populære kriminalromaner. Selvom der ikke er bragt radikalt nyt frem, som Lars Villemoes ikke kunne afdække dengang. Øvigs bøger har bidraget til at rykke tidsånden. Det er godt. I dag kan der tales om politimord og terrorisme som det, det er: politimord og terrorisme. I dag er der forargelse over det uopklarede mord på den 22-årige betjent i Købmagergade. Selvom der stadig kan udtrykkes urimelig fascination af gruppens arbejde og professionalisme.

I 1989 var stemningen fyldt af had og insinuationer. Da måtte og kunne det ikke siges. Da Bent Blüdnikow begyndte at skrive kritisk om Blekingegadebanden og venstrefløjen i almindelighed i 1994, haglede det løs med skældsord og insinuationer. "Højrefløjens snigskytte" kaldte Benito Scocozza ham. "En mellemting mellem en stalinistisk kampagne mod trotskister og en nazistisk bogbrænding" var historikeren Kurt Jacobsens prædikat.

Var det forkert, hvad Blüdnikow skrev? Næ, men det måtte ikke siges. Eller højst siges esoterisk som en del af en indforstået selvkritik. Venstrefløjen har altid dissekeret andre og analyseret borgerlighed og højrefløj som latente udslag af fortrængninger, fascisme og kønsforskrækkelse. Venstrefløjen havde fortolkningsmonopolet og gik i sort ved selv at blive genstand for debat og tillagt beskyldninger om voldsfascination og totalitarismebegejstring.

Det kunne ikke være rigtigt. Det måtte ikke være sandt. Det var snigløb, fusk og betalt af CIA.

Og sådan er det gået, hver gang kritik blev fremført. Da Bent Jensen skrev bogen "Stalinismens fascination og de danske venstreintellektuelle" i 1984, udløste det også vrede og nærmest progromagtig hetz mod den fynske professor. Jeg husker det tydeligt. Jeg var til et debatmøde i Huset i København i 1984, hvor Bent Jensen fremlagde sine synspunkter, og hvor et par gamle stalinister var til stede og opførte sig som imamer, der havde set en tegning af Muhammed. Bestyrtelse! Og selvom citaterne var korrekte, var de ikke set i den rette sammenhæng.

Sådan gik det også med kritikken af Encyklopædien for et par år siden. Her blev kritik og indvendinger forstået som personlige angreb og kampagne, krigsdans og heksejagt, men få år efter blev leksikonet revideret, og Gyldendal tog kritikken til efterretning.

Og hvis vi går længere tilbage i tiden. Da Solsjenitsyn i begyndelsen af 1970erne skrev Gulag Øhavet, blev det sovjetiske folkemord kendt og debateret i Vesten. Men hans værk blev mødt med vrede og diffamering fra venstrefløjen. Herhjemme reagerede venstrefløjens fremmeste intellektuelle tidsskrift, Politisk Revy, i lederen surt og med foragt overfor Solsjenitsyn: "Naturligvis kan vi som socialister ikke begrunde vores stillingtagen ud fra gængse borgerlige forestillinger om at forfattere, det er nogle særligt vigtige væsener, hvis ytringsfrihed skal beskyttes i ganske særlig grad" (15/2 1974, redaktør var Karen Jespersen).

Den russiske afhopper Victor Kravchenko skrev i 1944 bogen Jeg valgte friheden, som var en tilintetgørende kritik af Sovjet. USA overvejede at sende manden tilbage til Sovjet, og de europæiske kommunister påstod, at bogen var et falsum, og gjorde alt for at karaktermyrde manden. I dag anses Kravchenko for et tidligt vidne til vigtige historiske hændelser.

Da Arthur Koestler skrev Mørke midt på dagen i 1940, og bogen blev kendt i Europa efter krigen, blev Koestler forfulgt som en Salmon Rushdie i dag. Oversættere og forlag, der udgav bogen i Frankrig, blev chikaneret af kommunistpartierne.

Da George Orwell skrev Animal Farm i 1945, blev bogen modarbejdet af regeringen, og forlagene var uvillige til at udgive litteratur kritisk overfor Sovjetunionen. I dag læses satiren som en sjov og vel præcis gengivelse af træk ved virkeligheden.
Mønsteret er klart. Hver gang der er kommet kritik frem mod venstrefløjen eller venstrefløjens fædrelande, er det blevet imødegået med voldsomme beskyldninger om hetz, forfølgelse og bogbrænding. Der måtte ikke sættes en kritisk finger på venstrefløjen. Det gjaldt Sovjet i 1930erne, og det rækker helt frem til Blekingegadebanden i 1989 og nutidens debat.

Eller som venstrefløjens netleksikon, leksikon.org, som mange ærværdige akademikere har bidraget til, formulerer det i artiklen om antikommunisme: "I Danmark trådte flere antikommunister frem på scenen i slutningen af 1990'erne. [...] Fælles for disse typer er imidlertid deres ringe troværdighed. Deres personlige vilde politiske udsving synes nærmere at afspejle manglende psykisk stabilitet og en orientering efter aktuelle politiske strømninger, end en kvalificeret politisk analyse og kritik af kommunismen." Sådan psykologiseres modstandere, så deres udsagn ikke skal bedømmes ud fra deres sandhedsværdi, men ses som udtryk for psykisk ustabilitet. Argumentum ad hominem, kaldes det i fejlslutningslæren.

Og det er ikke tilfældigt, for venstrefløjens sandhedsbegreb er genetisk eller normativt, hvor sandhed bliver et spørgsmål om, hvem der siger hvad, og ikke om det, der siges, er rigtigt eller forkert. Det ligger dybt i marxismens arvegods. Teorier kan således falsificeres af deres finansieringskilder. Et dumt svin eller en reaktionær antikommunist kan ikke sige noget sandt.

Det er måske her, at det egentlige skillepunkt mellem venstre og højre skal findes: om sandhed skal forstås afhængigt af klasse, køn, kultur og race som i marxisme, multikulturalisme og feminisme, eller om en sætning kan være sand eller falsk, uafhængigt af hvem der ytrer den. Er sandheden kollektiv eller individuel? Arthur Koestler skrev engang om, hvordan man først er et frit menneske, når man tør sige at 2 + 2 = 4, selvom en væmmelig antikommunist siger det samme. Og det var samtidig Koestlers vej væk fra den kommunisme, hvor partilinien definerede sandt og falsk.

At fastholde et sandhedsbegreb uafhængigt af den almindelige interesse- og magtkamp i samfundet burde i hvert fald - ideelt set - være kvalitetsstemplet på den ægte intellektuelle.

Studenteroprøret på universiteterne i 1968 vendte sig især mod den såkaldte positivisme. Positivistisk videnskab blev forstået som troen på en tilnærmelsesvis eksakt, neutral og ideologifri videnskab, og dette ideal attakerede studenteroprørerne ud fra devisen om, at alt var bestemt af interesser. Ideen om objektiv videnskab blev forkastet. Positivistisk blev identisk med borgerlig (hvad der historisk i øvrigt er helt forkert), for den positivistiske videnskab gik ikke bag kendsgerningerne eller søgte forandring af samfundet. Den bevarede det bestående ved kun at rapportere kendsgerninger om virkeligheden.

I dag er det mere fremmedartet at læse fagkritiske hæfter fra 1968 end ægyptiske papyrusruller fra faraonernes tid. Men det genetiske sandhedsbegreb lever videre i fuld udblæsning i samfundsdebatten i dag, hvor argumenter og påstande ikke analyseres ud fra deres gyldighed - er det rigtigt eller forkert - men relateres til, af hvem og hvorfor det siges.

Når der refereres til "menneskesynet" bag en påstand, er det nutidens forsøg på at gøre sandhed til et sindelagsspørgsmål. Måske har du objektivt ret, men jeg kan ikke lide dig som person, og du er sikkert kapitalist, racist eller højreorienteret, så derfor er det forkert, hvad du siger.

Og der sidder vi sådan set i dag. Det er stadig således, at det stort set kun er venstrefløjen og udskilninger deraf, der kan skrive samtidshistorie. For alle os andre bliver det gjort til kætterjagt og mccarthyisme. Derfor vil Bent Blüdnikow til evig tid være den sure og heksejagende debatredaktør - uanset om han har ret eller ej. Og professor Bent Jensen vil til sin grav skulle kæmpe med embedsmænd og arkivadgang, fordi han er udenfor den mainstream, som bestemmer sandt og falsk i det offentlige liv.

Hegemoniet er stadig venstreorienteret, hvad VK-regeringen har taget som et fait accompli siden 2001 og har udbygget lige siden. Statsministeren har erklæret liberalismen for død og investeret i verbal lip-service til velfærdsstaten. Der kan i Danmark ikke regeres mod den offentlige mening.

Der gælder stadig følgende tre lovmæssigheder for det offentlige liv i Danmark:

1. lov: Verden er først rund, når en venstreorienteret har erkendt det.

2. lov: Skulle en borgerlig inden da påstå, at jorden er rund, er det hetz, propaganda og udtryk for et afstumpet menneskesyn, som sikkert er finansieret af storkapitalen.

3. lov: Skulle det senere uheldigvis vise sig, at jorden faktisk er rund, gør en borgerlig regering bedst i at gå stille med indsigten og først udnævne en socialdemokrat til at sige det.

Henrik Gade Jensen er projektleder ved CEPOS