”Arhmen det er bare så vildt altså! Det har været så fedt, og det varmer jo også mig: Jeg troede aldrig, at jeg skulle opleve det, og.... Hov vent lidt, jeg har lige en kunde…”
Sådan siger Denise Nielsen, der hver dag står bag disken i Kvikevitten på Algade i Store Heddinge – en østsjællandsk by med godt 3.500 indbyggere. Det har hun efterhånden gjort i rigtigt mange år, men alligevel er det helt nyt for hende, at hendes kunder vinder de helt store præmier i Lotto.
”Jeg har stået her i 28 år, og den største præmie indtil for nyligt var en gevinst i Lotto på 865.000 kroner. Og det var for 22-23 år siden,” fortæller hun, før hun lige skal tage sig af en kunde igen.
Som kioskejer står Denise Nielsen selv for at udbetale gevinster på op til 5.000 kroner: Ved større præmier må hun nøjes med at udskrive en kvittering til kunden med besked om at kontakte Danske Spil. Og det har hun altså haft travlt med på det seneste.
”Ja, først var det 1.000.000 i Lottos Millionærchancen den 7. oktober. Og dét syntes jeg bare var helt vildt. I starten af november var der så en, der vandt 5.000.000 kroner for syv rigtige i Lotto. Først gik det simpelthen slet ikke op for mig, og da jeg så forstod det, så løb tårerne bare. Det var så vildt! Og så et par uger senere var det 1.000.000 via Millionærchancen igen! Der må jeg sige, at det gav mig altså lige et sug i maven,” fortæller Denise Nielsen, som godt kan mærke, at snakken går i lokalområdet – og ikke mindst i kiosken.
”Folk snakker jo, og der er rigtigt mange, der kommer og spørger mig, hvem det er, der har vundet, men jeg ved det faktisk ikke. Jeg håber bare, at det er nogle af stamkunderne eller nogen andre fra lokalområdet, som har brug for pengene,” siger hun.
Uanset om de tre millionærer skal findes blandt Kvikevittens stamkunder eller ej, så er der dog ingen tvivl om, at de flotte præmier har bidraget til den gode stemning i kiosken:
”Folk er simpelthen så glade, og det er virkeligt dejligt. Jeg har jo også mange pakker i denne tid, så folk kan godt stå i kø helt hen til døren, men alligevel er her ingen sure miner. Der er ingen, der brokker sig, de står bare glade og snakker med hinanden om, hvem der mon har vundet gevinsterne. Jeg har et drømmejob,” siger Denise Nielsen med et smil – før hun må tage sig af endnu en kunde.