Valget kom og gik - og på overfladen ser det måske ud til at ikke meget er ændret.

Slettet Bruger,

13/12/2007

Af Lars Seier Christensen

Jo, Ny Alliance kom ind, men manglede lige det afgørende mandat for at få reel indflydelse og VKO-flertallen sidder stadig i sædet. Skal vi nu have yderligere fire års "strategisk tænkning" om hvad befolkningen kan tåle at høre og lægge reformerne i en ny syltekrukke, Skattekommissionen....?

Hvis man er pessimistisk anlagt, kunne det godt se sådan ud. Men jeg tror nu, at den danske politiske scene er fundamentalt ændret alligevel. Det, der er blevet meget tydeligt over de seneste 12 måneder er at partidisciplinen er blevet langt svagere. Folketingsmedlemmerne stemmer med fødderne, ud fra deres overbevisninger og følelser og det er jo blevet akut understreget allerede i løbet af den første måned med Pia Christmas Møller beslutning om at blive løsgænger.

Og hun bliver næppe den eneste i denne periode. Jeg tror vi oftere i fremtiden vil se utilfredse medlemmer forlade deres partier, tilslutte sig andre, måske danne nye partier etc. Dansk politik er blevet ustabilt, fordi 90-89 balancen i dag meget nemt kan skifte uden et valg.

Derfor tror jeg også, at Ny Alliance har stor mulighed for at få indflydelse, hvis de medvirker til at præge og gennemføre borgerlig politik i Danmark. Det vil være for risikabelt for V og K (og endda O) at skuffe de mest liberale medlemmer endnu engang. Ingen rigtig og modig liberalist i disse bør stiltiende kunne holde ud at se skatte- og globaliseringsagendaen blive overtaget definitivt af Ny Alliance, og det tror jeg Fogh er opmærksom på. Der skal gøres noget reelt ved skatten og globaliseringen skal tages alvorligt. Ellers kunne det meget nemt føre til et sammenbrud af regeringen og en usædvanlig situation for Danmark med hyppige folketingsvalg og ustabile mindretalsregeringer.

Ny Alliance har derfor stor chance for ikke blot at blive en parentes i historien. Måske er det endda en fordel at folketingsgruppen starter lille og overskuelig, men med de vigtigste kræfter på banen. Personligt venter jeg mig meget af Malou Aamund og håber hun bliver belønnet for at have ofret sit gode job til fordel for at prøve at gøre Danmark til et bedre og mere konkurrencedygtigt land for alle os andre. Godt gået.

Jeg tror - som jeg altid har troet - at Danmark har behov for et klart defineret, liberalt alternativ, der kan trække i den rigtige retning, mens Venstre omhyggeligt placerer sig inde på midten fordi magten er det altafgørende for dem. Der er mange flere stemmer i frihed og lav skat end Ny Alliance fik denne gang, men man skal også anerkende at partiet trods alt kom ind trods mindre finansiering og organisatorisk bagland end nogen af de gamle partier. Nu skal man bygge videre på denne første succes, og holde fokus på den altafgørende skattedebat som trods alt blev skudt i gang under valgkampen som følge af Ny Alliance og andre gode kræfters indsats. Frihed, incitament og den positive udnyttelse af globaliseringen er klare vindersager, og jeg tror partiet bider sig definitivt fast med et væsentligt højere antal mandater ved næste valg hvis man holder fast i fokusområder. Og når det sker, så er dansk politik i hvert fald ændret definitivt, hvis det ikke allerede er sket.

Jeg er nogle gange efter valget blevet spurgt om jeg var skuffet over udfaldet af de - bredt omtalte - investeringer Saxo Bank har gjort i debatten.

Svaret er klart nej. Jeg er rigtig glad for at der nu sidder 5 mennesker i Folketinget som kan tale frit om de vigtige emner og søge indflydelse på regeringens politik. Hvis de gør det godt, vil mange flere turde stemme på dem næste gang.

Men jeg er endnu mere glad for, at skat i løbet af valgkampen rykkede fra at være langt nede på listen til at være det absolutte vigtigste tema for vælgerne ifølge en TV2/Megafon måling den 7. november. Det var der næppe mange, der havde troet få måneder før, da VK forsøgte at lukke skattedebatten af med den ynkelige skattepakke i eftersommeren.

Og det er da også det absolut vigtigste emne i Danmark i dag. At få fjernet den skadelige top- og gerne mellemskat, så Danmark bliver attraktivt at arbejde i. At få nedsat aktie- og kapitalindkomstskatten så Danmark bliver attraktivt at investere i. Vi er ét skridt længere nu, hvor de fleste partier kan se, at vælgerne for alvor har indset, at lavere skat og velfærd ikke er modsætninger.

Lad os håbe, at vi denne gang kommer til at se vore politikere opføre sig ansvarligt og træffe nogle beslutninger, der burde være ganske nemme at træffe. Og jo før, jo bedre.

Lars Seier Christensen er adm. direktør for Saxo Bank A/S

Kilde: