Af David Karsbøl
I disse år gennemlever Sydøstasien en utroligt fantastisk udvikling. Det er stærke ord, og det er helt på sin plads, for det er noget, som aldrig tidligere er set i verdenshistorien. For at give et historisk perspektiv kan vi pege på USA som vel nok den hidtil største økonomiske succes i historien.Almindelige mennesker kunne i verdenshistorien indtil det 19. århundrede se frem til en fordobling i den generelle levestandard i løbet af en levealder, hvis de vel at mærke var så heldige at leve i samfund, som var fredelige og respekterede den private ejendomsret. USA skilte sig ud fra den øvrige verden ved at have en hidtil uset social mobilitet, dynamik, lave skatter og en stort set ikke-intervenerende statsmagt. Disse forhold resulterede i, at almindelige amerikanere pga. en historisk høj vækst og levealder kunne opleve en 5-dobling eller sågar en 6-dobling i løbet af deres levetid.
Mens disse tal - i det mindste for en økonom - er respektindgydende, ser de imidlertid ud til at blive nærmest latterliggjort af den vækst, som de hurtigst voksende udviklingslande oplever i disse år. En 5-dobling af ens levestandard kræver en årlig vækst på omkring 2,7% i 60 år, men i eksempelvis Kina kan befolkningen se frem til at kunne leve endnu længere - og tilmed med en vækstrate på mindst det dobbelte. Selvom de nuværende, kinesiske vækstrater på 10-12% om året formentlig vil moderere sig over de kommende årtier, vil selv en vækst på 7% i 70 år resultere i over en 100-dobling i levestandard!
Stort set det samme gælder for de enorme befolkninger i Malaysia, Indien, Brasilien, Rusland og Indonesien. Når vi inkluderer disse lande, taler vi altså om ca. 3 milliarder mennesker, som alle ønsker at opnå vestlig levestandard og skabe en bedre tilværelse for sig selv og deres børn. Det siger sig selv, at 3 milliarder mennesker, som over få årtier går fra en helt basal levestandard til pludseligt at have råd til at købe køleskabe, biler, tv, telefoner, medicin og underholdning, vil sætte sig spor helt ind i vestlige økonomier.
Derfor er det ikke underligt, at vi de seneste fem år har kunnet se kraftigt stigende råvarepriser. Kina alene aftager nu mellem en sjettedel og en syvendedel af verdens samlede råvareproduktion, og denne andel vil utvivlsomt stige støt over de næste årtier. Mens de fleste økonomer efterhånden tager ovenstående forhold for givne, er det imidlertid interessant at overveje, hvad der ligger bag den kinesiske succeshistorie.
Naturligvis er udgangspunktet af største betydning. Et i forvejen fattigt land vil have lettere ved at udnytte i forvejen udviklet vestlig teknologi til at forbedre levestandarden for sin befolkning, og årtiers fejlslagen tvangskollektivisme har i denne forstand givet Kina et godt udgangspunkt. Ejendomsretlige reformer i de tidlige Deng Xiaopeng-år er en mindst lige så vigtig faktor. Fra at være udelukkende kommunistisk blev det efter disse reformer muligt at skabe sig et udkomme ved eget arbejde. Reformerne op igennem 1980'erne og de tidlige 1990'ere har bygget videre på disse succeser, og Kina har derfor oplevet en meget markant forbedring i dets økonomiske frihed i specielt de østlige provinser.
Andre vigtige faktorer, som har underbygget den kinesiske succes, er en stærk kultur, som understreger betydningen af hårdt arbejde og dygtiggørelse. Antallet af nyuddannede, kinesiske ingeniører hvert år symboliserer udmærket dette forhold. Dertil kommer en i global forstand temmelig lille offentlig sektor. For nærværende lægger den kinesiske statsmagt kun beslag på omkring 20% af BNP.
Én ting forbigås dog normalt, når den kinesiske vækst skal forklares - at landet ikke har demokrati. Det kommunistiske etpartisystem har om muligt undergået en endnu større forandring end det kinesiske samfund som helhed. Fra at være et parti af vulgærmarxistiske eftersnakkere, er det blevet til en organisation, som i højere grad lægger vægt på erhvervsmæssige og/eller ingeniørmæssige meritter end ukritiske gengivelser af pseudovidenskabelig samfundslitteratur.
At Kina derfor har kunnet opleve en kraftigt stigende levestandard, hvis velsignelser har været særdeles ulige fordelt mellem regionerne, uden at gribe til øget omfordeling og derved højere skatter, skyldes udelukkende det forhold, at landets beslutningstagere ikke behøver at fokusere på genvalg.
Det er klart, at alle kinesere i disse år bliver markant rigere - selv i de vestlige provinser - og det tjener de kinesiske beslutningstagere til ære, at de ikke ødelægger deres enorme vækstpotentiale ved skadelig omfordeling. Jeg vil nødig tegne et rosenrødt billede af den menneskeretlige situation i landet, men når det kommer til økonomisk udvikling, har kinesiske ledere vist sig markant mere visionære, end hvad vi er vant til efter vestlig standard. Deres planlægningshorisont er i højere grad 10 eller 20 år i stedet for de allerhøjst 4 år, som danske politikere kan tvinges til at skue ud i fremtiden.
Lad os håbe, at de kinesiske ledere har lært, hvad der er den vigtigste faktor bag deres succes - mangel på demokrati, omfordeling og høje skatter. Og lad os håbe, at vestlige ledere og befolkninger på dette område kunne blive inspireret af Kina.
David Karsbøl er cand. polit. og arbejder i en investeringsbank
