VK sætter ny regeljunglerekord: Fem nye regler om dagen

Slettet Bruger,

02/10/2007

Det er næppe udtryk for regeringens nye klimafokus, men den danske regeljungle voksede sig i seneste folketingsår mere tæt og frodig end nogensinde. 1854 love og bekendtgørelser lyder VK-regeringens nye rekord på, skriver Børsen. Antallet er en stigning på 23 procent i forhold til året før. Da regeringen kom til magten i 2001 faldt antallet af nye regler ellers, men lige siden har man hvert år nået nye højder. Og siden 2004-2005 har man overgået Nyrup-regeringens lov og bekendtgørelsesiver, viser opgørelsen, der er lavet af Dansk Erhverv.

"Vi er rigtig langt fra regeringens mål om at skære 25 procent i de administrative byrder før 2010, og der er ikke meget, der tyder på, at regeringen når det. Den stadig mere voldsomme bølge af regulering trækker den anden vej. Det er et kompliceret samfund, vi lever i, men man er nødt til at tænke over, hvordan man gør det nemmere for virksomhederne," siger Lars Krobæk, administrerende direktør i Dansk Erhverv.

Mens lovmøllen maler temmeligt stabilt, så er det antallet af bekendtgørelser, der fortsat vokser vildt. Erhvervs- og Økonomiministeriet, Miljøministeriet og Undervisningsministeriet er blandt de, der har haft den største vækst. I Erhvervs- og Økonomiministeriet er der tale om en fordobling på et år.

Indholdet er vigtigere end omfanget
Den konservative erhvervsordfører Per Ørum Jørgensen er ikke bekymret over tallene. Det er vigtigere at kigge på, hvad der bliver gennemført end hvor meget, mener han.

"Regeringen har gennemført store reformer for at sikre bedre vilkår for erhvervslivet, og det medfører også, at vi må ændre en del ting, så der er meget nyt lovstof at sætte sig ind i. Så dan er det, og jeg går ud fra, at virksomhederne er glade for reformerne," udtaler Per Ørum Jørgensen.

I regeringens støtteparti kan man til gengæld godt forestille sig, at regeljunglen klippes til.

"Der vælter voldsomt meget ud. Meget af det kan være nødvendigt, men jeg mener, at der et behov for et tjek og måske en pause til at gå alt det gamle igennem og få annulleret det, der er overflødigt. Det er et digert værk, især på skat og erhverv, som virksomhederne skal sætte sig ind," siger erhvervsordfører Colette Brix fra Dansk Folkeparti.

I Norge har man efter at have indført det såkaldte Brønnoysunds-register skåret 17,6 procent af de administrative byrder med dataindberetning. Registeret sikrer blandt genbrug af oplysning på tværs af stat, region og kommune.

[email protected]

Kilde: