V-kandidat udsat for islamistiske forulempelser

Slettet Bruger,

11. november 2007

Fatma Øktem er af tyrkisk oprindelse og folketingskandidat for Venstre. Ved flere lejligheder har hun kritiseret Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid for at blande religion og politik sammen. Det har ført til vrede i Islamisk Trossamfund, og førte fredag til at Øktem blev forulempet, da hun var var i gang med at uddele valgmateriale. Det skriver politiken.dk.

"Det var en kedelig oplevelse, men det kan til tider gå voldsomt til i valgkampen, og mere ønsker jeg ikke at kommentere," udtaler Øtkem til politiken.dk.

I går skulle Fatma Øktem have deltaget på et vælgermøde i Vollsmose, men hun meldte dog afbud. Selv forklarer hun det med "tidsmæssige årsager", men spekulationer går nu på om fredagens oplevelse har spillet ind. Hendes kredsformand i Venstre 2. kreds, Keld Anker, mener, at det "hang sammen med, at hun ikke ønskede at provokere, når hun føler, at hun ikke kan få en fornuftig dialog".

Havde Øktem deltaget i mødet, ville hun ikke have været særlig velkommen. Det siger formanden for Odense Kommunes Integrationsråd, Adbulahi Bashir Egdal til Politiken:

"Men der ville selvfølgelig ikke være sket hende noget".

Avisen citerer også en anonym deltager for følgende vurdering af Fatma Øtkem.

"En af vores egne skal ikke sætte spørgsmålstegn ved de behov, vi har, og som hviler på vores kultur. Det kan bedre accepteres, hvis en dansker gør det".

morten@180grader.dk