Unge hurtigere på universitetet

Slettet Bruger,

09/07/2007

Fra 2009 bliver unge, der begynder på en videregående uddannelse højest to år efter, de er gået ud af gymnasiet, belønnet med højere snit, når de skal søge ind. Men allerede nu kan man spore effekten af de mange røster, der har udtrykt bekymring over de unges sabbatår. En undersøgelse foretaget af Epinion for Ugebrevet A4, viser nemlig at kun 11 procent af de nuværende elever på gymnasierne planlægger at holde pause i to eller flere år. For eleverne på handels- og tekniske gymnasier er tallet helt nede på tre procent.

"Jeg vil ikke "pace" nogen. Men det har en række uheldige konsekvenser, hvis man bliver sent færdig med en eller anden eksotisk humanistisk uddannelse, fordi man har holdt mange års sabbat. Så er man mindre "ansættelig", udtaler undervisningsminister Bertel Haarder (V).

Forskere frygter fremtiden
Flere forskere peger dog på skadelige konsekvenser ved den hurtige studiestart. En af dem er Camilla Hutters, der er adjunkt på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på RUC.

"Der sker også en kompetencedannelse i sabbatårene. De unge bliver mere selvstændige, og de gør erfaringer med forskelllig slags arbejde, fagområdet og livssituationer. Så jeg kan frygte, at vi mister noget, hvis alle bare hopper direkte fra gymnasiet og videre i uddannelsessystemet," siger hun.

Samtidig peger Camilla Hutters på, at sabbatårene giver de unge en bedre forståelse, for hvad de vil arbejde med. Pausen giver de unge tid til at tænke deres studievalg nøje igennem. Kritikken bider dog ikke på undervisningsministeren.

"Når jeg ikke ligefrem vil anbefale et sabbatår, så er det fordi jeg mener, man udmærket kan forberede sine fremtidige studier, mens man går på gymnasiet. Det er jo ikke sådan, at ens studievalg bliver mere velovervejet, fordi man har været i tvivl et år eller to," siger Bertel Haarder.

mol

Kilde: