Undervisningsministeriet anbefaler venstreekstremt leksikon

Rote Armee Fraktion-terroristen Ulrike Meinhof blev voldtaget og andre RAF-medlemmer myrdet i det Vesttyske Stammheim-fængsel, kan man læse på det ...

Slettet Bruger,

19/03/2008

Rote Armee Fraktion-terroristen Ulrike Meinhof blev voldtaget og andre RAF-medlemmer myrdet i det Vesttyske Stammheim-fængsel, kan man læse på det venstreorienterede netleksikon leksikon.org. Men det passer ikke. Gulag-fangelejr-systemet i Sovjetunionen var et produkt af tiden før den kommunistiske revolution og havde ikke meget med Lenin og Stalin at gøre, fortæller det også. Heller ikke det passer. Og i artiklen om den kinesiske kulturrevolution under Mao står der ikke et ord, om de millioner af kinesere, som revolutionen kostede livet.

Og meget mere. Men alligevel anbefales leksikon.org af bl.a. Undervisningsministeriet til brug i undervisningen på landets skoler, skriver Weekendavisen.

"Artiklerne er grundige og lødige, og leksikonets venstreorienterede baggrund skinner kun igennem i valg og længde af emner," skriver Fagenens Infoguide, der er en portal under Undervisningsministeriet.

Københavns Kommunes biblioteksvæsen anbefaler også det venstreorienterede netleksikon til brugerne. "Tekstmængden her er egnet til opgaver fx til 8. klasse og gymnasium," kan man læse.

Også Danmarks Biblioteksskole anbefaler leksikon.org, som ifølge skolen giver "en grundig dækning af bevægelserne".

Dumpekarakter
Leksikonets indhold kritiseres imidlertid i Weekendavisen fra flere sider. Anne Sørensen, ph.d. og historiker ved Aarhus Universitet giver afsnittet om Rote Armee Fraktion dumpekarakter:

"Vinklingen i artiklen er forvredet og præget af konspirationsteorier. Det er meget problematisk, fordi leksikonet foregiver at være fact-orienteret."

Historiker Niels Bo Poulsen, der er ekspert i Sovjetunionens historie, siger om bidraget om Sovjetunionen:

"De sidste 20 års forskning er slet ikke medtaget. Det er som om, tiden er gået i stå, når man læser om Lenin, Stalin og Gulag. Fraset altså, at man også for 20-30 år siden måtte have betegnet teksterne som ganske tendentiøse i forhold til den tilhængelige viden."

Undervisningsministeriets fagkonsulent for historie i folkeskolen, Jørgen Mogensen, siger nu til Weekendavisen, at hvis der er artikler i leksikon.org, der "har synspunkter, der er helt forskellige fra Vestens menneskesyn, så er det ikke noget, vi kan have med i Fagens Infoguide".

[email protected]

Kilde: