Trafikprofessor: Først hovedstaden, så Kattegatbro

Slettet Bruger,

09/12/2007

Infrastrukturkommissionen fremlægger i januar sin redegørelse om trafikale udfordringer i morgendagens Danmark. Men allerede nu kan det konstateres, at eksperterne i gruppen er uenige med politikerne på Christiansborg. Et bredt flertal vil for op imod 100 millioner kroner have undersøgt Kattegat-forbindelsen, men det er slet ikke det, der er behov for. Det siger Oli B. G. Madsen, der er professor, leder af Center for Trafik og Transport og medlem af Infrastrukturkommissionen, til Berlingske Tidende. Pengene bør bruges i København.

"Det er så afgjort her, at de største problemer ligger. Vi skal væk fra den tankegang, at hver gang, der går en trafikrone til Hovedstaden, så skal der også en krone til Jylland," siger professoren til Berlingske Tidende.

To procent af den samlede redegørelse kommer til at handle om Kattegatforbindelsen, et udtryk for hvor højt kommissionen prioriterer en hurtig rejse mellem København og Århus. Derfor er det ifølge Oli B. G. Madsen "noget pjat" hvis man vil bruge penge til en forundersøgelse af en forbindelse, der vil koste prisen af flere storebæltsbroer, og som der ikke er et presserende behov for.

Venstres trafikpolitiske ordfører Kristian Pihl Lorentzen mener dog ikke, at en forundersøgelse bør blive så dyr, som man har talt om.

Der har været nævnt beløb på 50-100 mio. kr., men jeg er overbevist om, at en undersøgelse kan gøres billigere. Der er jo ikke tale om en projektering, men om en vurdering af anlægsøkoniomien. Jeg mener, at vi bør gennemføre sådan en forundersøgelse, for ellers vil vi få en debat om den her bro i de næste ti år, som bliver ulidelig af den grund, at den vil blive baseret på uvidenhed," siger Pihl Lorentzen til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: