To nye klumme-skribenter til 180Grader

Slettet Bruger,

23/10/2007

Da 180Grader.dk for nylig spurgte læserne, hvem borgerlige danskere bør frygte mest - islamister eller socialister - delte de sig i to lige store grupper. Den ene halvdel var mest bange for islamisterne, den anden halvdel svarede socialisterne.

Derfor er det nu en fornøjelse for 180Grader.dk at præsentere to nye klummeskribenter, som rigtigt burde kunne give læserne mareridt om natten: Den muslimske debattør og ejendomsinvestor Safia Aoude og den socialdemokratiske folketingskandidat og fagforeningskonsulent Bo Sandberg.

Safia Aoude er af nogle af læserne under stærk mistanke for at være semiislamist eller i hvert fald i ledtog med islamister. Andre hæfter sig måske mere ved hendes stærkt konservative synspunkter, der får ledende kræfter i Dansk Folkeparti til at fremstå som kulturradikale fra Politiken-segmentet.

"Om jeg er islamist? Tjae ... Egentlig forstår jeg ikke rigtig udtrykket. Islamisterne har islamofoberne opfundet! Jeg ser nok mere mig selv som en festlig fundamentalist ... Summa summarum er jeg en søgende person, der tager sin religion alvorligt. Jeg er seriøs nok til at praktisere islam ved at tro, bede, faste og betale almisser, og jeg er fuldstændig overbevist om, at islam er den rigtige vej for mig. Jeg mener også, at islam indeholder mange social-konservative træk, og at der ikke findes noget modsætningsforhold mellem det at være en god muslim og leve som ansvarsbevidst borger i Danmark," siger Safia Aoude.


Bo Sandberg vil ikke vedstå at være socialist, selvom mange af læserne ikke vil tøve med at rubricere ham sådan, bl.a. fordi han har deltaget i ulovlige blokader af sine børns daginstitutioner med det formål at presse endnu flere penge ud af de i forvejen hårdt plagede danske skatteydere.

"Nej, jeg er ikke socialist. Jeg er socialdemokrat - og har altid været det. Jeg er i det hele taget tilhænger af en så fri og entreprenant værdiskabelse som muligt, men er så til gengæld tilhænger af en betydelig efterfølgende omfordeling via skatterne. Når først de overordnede rammer er udstukket - national og international ret, arbejdsmarkedslovgivning, miljøhensyn osv. - skal staten blande sig så lidt som muligt i den primære værdifordeling. Til gengæld skal man som politiker eller lovgiver ikke skamme sig over efterfølgende at justere det deraf følgende udkomme via opkrævning af skat," siger Bo Sandberg.


Vi lægger ud allerede i aften med Safia Aoudes første klumme. Dansk Folkeparti-sympatisører anbefales at dukke hovederne!

[email protected]

Kilde: