To kvinder i kamp med livsfarlig mand - politiet kom først efter fjerde opkald

En voldsmand med en hammer og en brødkniv tævede og truede i aftes to kvinder i Randers gennem flere timer, uden at politiet ville dukke op, selvom...

Slettet Bruger,

11. december 2008

En voldsmand med en hammer og en brødkniv tævede og truede i aftes to kvinder i Randers gennem flere timer, uden at politiet ville dukke op, selvom kvinderne tre gange havde bedt om hjælp over telefonen. Først da en anden person i opgangen ringede til politiet en fjerde gang blev tre patruljevogne og tre ambulancer sendt afsted, skriver Randers Amtsavis.

Manden, som var den ene af kvindernes tidligere kæreste, dukkede op på adressen påvirket af alkohol, stesolid og amfetamin. Han varslede sit besøg med en sms, men blev bedt om at holde sig væk, da han tidligere havde været voldelig. Imidlertid sparkede han en kælderdør ind og pludselig stod han i stuen hos den ene af kvinderne.

Under to opkald til politiet blev kvinderne rådet til at løse problemet selv, angiveligt med den begrundelse at der var mandskabsmangel p.g.a. politireformen.

Da den ene af kvinderne, Lone Sandahl, en tredje gang forsøgte at ringe til politiet blev hun opdaget af manden, som truede med at slå hende ihjel. Han slog hende i hovedet med en hammer, sparkede hende ned og trampede på hende. Den anden kvinde, Chanet Pedersen, kastede sig imellem, og det lykkedes Lone Sandahl at flygte ud på trappen og smække døren bag sig.

Nu var Chanet Pedersen imidlertid alene med den rasende mand. Slagsmålet endte i køkkenet, hvor han fandt en brødkniv, som han stak og skar både sig selv og Chanet Pedersen med.

Det var på dette tidspunkt, at politiet fik det fjerde opkald og endelig rykkede ud. Da sad Lone Sandahl på trappen med blodet løbende ned over ansigtet. En betjent åbnede døren og sagde angiveligt: "Jamen, for satan da, bette ven, hvad sker der her?"

ole@180grader.dk