Tidligere Fogh-spindoktor: VKO-flertallet væk for altid

Slettet Bruger,

14/05/2007

"Statsminister Anders Fogh Rasmussens VKO-flertal er stadig intakt i folketingssalen, men uden for Borgens mure er det pist forsvundet, og spørgsmålet er, om det nogensinde kommer tilbage igen. Mit bud er, at det gør det ikke," skriver Anders Fogh Rasmussens tidligere spindoktor, Michael Kristiansen, i dag i Berlingske Tidende.

Årsagen er selvfølgelig fremkomsten af Ny Alliance, og Michael Kristiansen betoner partiets ønske om at byde Dansk Folkeparti trods som årsagen til deres enorme tilslutning i meningsmålingerne. En Rambøll-måling viste i går en tilslutning på lige over 12 procent til Ny Alliance. Til sammenligning fik Dansk Folkeparti i samme måling 12,4 procent. Samlet set har VKO-blokken ifølge den nye måling 45,3 procent af stemmerne.

Michael Kristianen peger på, at den vælgerreaktion, vi ser i øjeblikket, stammer helt tilbage fra valget i 2005.

"Og selve det, at der absolut intet skete efter valget, men at den politiske hverdag gik videre, som om intet overhovedet var hændt, nærede trætheden i regeringspartiernes egne rækker. Og den sydede tilsvarende ude blandt vælgerne," skriver han.

Oppositionen formåede ifølge Kristiansen aldrig at sætte en dagsorden, så den utilfredshed, der var blandt vælgerne, manglede et afløb, som Ny Alliance nu har givet dem.

Betyder det så, at kaptajnen går ned med skibet?

"Man kan sagtens begynde at skrive VKO's politiske nekrolog, men det er tilsyneladende alt for tidligt at skrive Anders Fogh Rasmussens ditto," slutter den tidligere spindoktor.

Kilde: