Thor P i tørklædedebat: Tinget er hverken kirke eller moske

Folketingets formand Thor Pedersen skal sammen med det øvrige præsidium snart nå til enighed om beklædningsreglerne i Folketinget

Slettet Bruger,

25/02/2008

Folketingets formand Thor Pedersen skal sammen med det øvrige præsidium snart nå til enighed om beklædningsreglerne i Folketinget. Enhedslisten har spurgt til reglerne, efter at DF's Søren Espersen har svoret at sætte en stopper for Asmaa Abdol-Hamids brug af tørklæde på talerstolen. Nu udtaler Thor Pedersen sig for første gang i sagen. Det sker over for Berlingske Tidende, til hvem han dog ikke vil kommentere den konkrete problemstilling, men kun udtale sig generelt.

"Folketingssalen er hverken en kirke eller en moske, men en lovgivende forsamling. Vi er et sekulært samfund, og det skal afspejle sig i folketingssalen. Men på nuværende tidspunkt vil jeg ikke tage stilling til, hvilke klædedragter der er acceptable - jeg forventer dog ikke, at en præst stiller op i fuldt ornat," siger Thor Pedersen til Berlingske Tidende.

En af de, der teoretisk set har gode muligheder for at kunne optræde i ornat, er en anden af Asmaas største kritikere. Søren Krarup lover dog at afholde sig fra at optræde i præsteuniformen.

"Kristendommen fastholder netop, at vi ikke skal blande religion eller politik, så når man står på talerstolen, skal man ikke have forkyndende uniform på. Og jeg har ikke tænkt mig at krænke det verdslige rum," siger Krarup til Berlingske Tidende.

Præsidiet skal tage stilling til spørgsmålet på et seminar i april.

[email protected]


Kilde: