Tæsk til Thorning for lønaftale

Slettet Bruger,

21/12/2007

Det var to smilende partiledere fra hhv. Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, der i tirsdags kom ud efter forhandlinger i Finansministeriet og stillede sig op foran fotografernes blitzlys for at fortælle om den netop indgåede aftale om mere løn til offentligt ansatte.

Men det er ikke alle, der er lige tilfredse med den aftale. Og Helle Thorning-Schmidt (S) indkasserer nu drøje hug fra sit eget bagland og fra fagbevægelsen, der kalder det vælger bedrag.

Således viser en rundspørge, som Berlingske Tidende har foretaget, at hver anden kredsformand i Socialdemokratiet er utilfreds med udfaldet af den lønaftale, som Thorning har lavet med regeringen.

"
Jeg er utilfreds med, at Helle Thorning stikker en løgn. Hun lyver ved at sige, at de offentligt ansatte har fået fem milliarder at gøre godt med. Sandheden er, at de ikke har fået én krone," siger siger Jan Halbak, formand for Odenses 3. kreds, til Berlingske Tidende.

Ingen respekt
Han har læst lønaftalen mellem regeringen, KL og Danske Regioner og konstater, at der ikke bliver lagt skjul på, at lønløftet kun dækker over en fremrykning af en allerede aftalt lønforhøjelse.

Og det er tilsyneladende mere, end Jan Halbak vil stå model det, og han har derfor taget konsekvensen af sin kontante udmelding og meldt sig ud af partiet.

"Jeg hverken kan eller vil længere. Man må jo forvente, at partiets tillidsmænd er loyale over for partiets ledelse. Da jeg ikke har respekt for den socialdemokratiske ledelse, har jeg kun et valg, nemlig at sige farvel," siger han.

Men det er ikke kun kredsformænd, der raser mod Helle Thorning. Også vennerne i LO er alt andet end begrejstrede for det pauvre resultat af forhandlingerne.

Vælgerbedrag
Hos fagbevægelsen mener man, at der er tale om vælgerbedrag fra både Thorning og Pia Kjærsgaards side. Det siger højtplacerede, anonyme kilder i fagbevægelsen til Jyllands-Posten.

"Thorning og Kjærsgaard fortalte bare ikke sandheden. De forsøger at bilde folk ind, at de har indfriet deres valgløfter," siger en af dem til Jyllands-Posten.

Kilderne siger som Jan Halbak, at der slet ikke er tale om en lønforhøjelse, men om en fremrykning af lønstigninger som de offentligt ansatte aligevel skulle have. Men det, der for alvor har provokeret dem, er Thornings åbenlyse tilfredshed med resultatet.

"Det, som jeg er mest forbavset over, er hendes reaktion efter regeringens udspil. En ting er, at hun bruger det til at komme ud af en knibe. Men ligefrem gå ud og klappe af det - det er kraftedeme ikke til at forstå. Det begriber jeg bare ikke," siger en fagforeningsleder.

LO's nyudnævnte formand, Harald Børsting, udtrykker sig med lidt mere diplomati, men også i eget navn.

"Jeg må jo bare konstatere, at de politikere, der lovede noget ekstra, ikke er lykkedes med det. Om det er vælgerbedrag? Ja, det er jo rigtigt, at det var dem, der var ude at love noget. Men omvendt er de jo løbet ind i en fuldstændig bastant mur fra regeringens side," siger han til Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: