Stramme terrorregler kan lukke små hoteller

Slettet Bruger,

14/08/2007

På landets kommunale biblioteker kan enhver med terrorplaner gå ind og bruge internettet til kommunikation med eventuelle medskyldige, uden at det bliver registreret. Men på hotellerne skal man nu til at ofre betydelige summer på et registreringssystem, så politiet med 1-2 timers varsel kan kræve alle oplysninger om gæsternes internetadfærd og telefonsamtaler udleveret. Og det vil koste hotellerne dyrt, skriver Erhvervsbladet.

Reglerne, som træder i kraft den 15. september i år som en del af regeringens såkaldte terrorpakke, kræver, at hoteller investerer i det nødvendige tekniske udstyr for at kunne logge gæsternes adfærd, hvis de stiller internet og telefon til rådighed. Så betragtes hotellerne nemlig også som teleudbydere på linje med f.eks. TDC.

Særligt de mindre overnatningssteder er i farezonen p.g.a. de nye krav.

"De små bed & breakfast-steder på landet kan ikke løfte opgaven. Alene et nyt telefon-omstillingsbord koster mellem 75.000 og 100.000 kroner," siger Jens Zimmer Christensen, formand for Danmarks Hotelforening Øst for Storebælt og medlem af bestyrelsen hos brancheforeningen Horesta, til Erhvervsbladet.

Terroristerne kan jo bare gå på bibliotek
Han forstår ikke, at biblioteker og andelsboligforeninger på under 100 enheder går helt fri af terrorkravene, mens samtlige hoteller bliver holdt op på kravene.

"Mon ikke også potentielle terrorister er klar over, hvor der bliver logget og ikke bliver logget," siger han.

Også advokat Niels Christian Ellegaard fra advokatkontoret Plesner, Svane og Grønborg mener, det bliver en rigelig stor mundfuld for hotel- og restaurationsbranchen.

"Hotellet skal i princippet have en vagt, der kan kontaktes 24 timer i døgnet," oplyser Niels Christian Ellegaard.

I andre EU-lande herunder Sverige bliver hotellerne ikke pålagt lignende krav i terrorbekæmpelsen.

[email protected]

Kilde: