Stigende antal indbrud - kun de færreste opklares

Slettet Bruger,

29/04/2007

Har du oplevet indbrud i dit hjem? Så er du ikke alene. I gennemsnit vil hver femte dansker i løbet af livet blive udsat for indbrud, og tallet er stigende. I 2006 blev der anmeldt 31.213 indbrud. Det er 1774 mere end året før, viser nye tal fra politiet.

Og kun et fåtal af de mange indbrud bliver opklaret, så for indbrudstyvene kan det forekomme næsten omkostningsfrit at gå ind i branchen. Ifølge politiets egne tal er opklaringsprocenten på landsbasis på kun 7 %. Og det selvom mange tyverier bliver begået af de samme forbrydere. Klaus Høj Tipsmark fra Nordsjællands Politi påpeger, at en fængsling af en af de systematiske forbrydere kan gøre en stor forskel.

"Vi havde en stribe B&O-tyverier på Rungsted Kyst, men efter vi fik en bestemt person fængslet, har den del af landet ikke været så plaget af den slags", udtaler han til Ekstra Bladet.

"Ring tilbage senere"
En af de borgere, forbrydelserne er gået særligt udover er Henrik Garde Lind, som efter gentagne indbrud er blevet mødt med en sådan ligegyldighed af politiet, at han har mistet sin tiltro til systemet. Første gang han blev udsat for indbrud, så han tyveknægtene, men politiet mente ikke, der var tid til, at Henrik Garde kunne komme op på stationen og kigge forbryderalbummet igennem. Tredje gang tog han tyveknægtene på fersk gerning. Da han straks ringede til politiet i håb om at de ville komme og anholde tyvene, fik han besked på at ringe tilbage senere.

"Politiet er selvfølgelig nødt til at prioritere opgaverne, men det er svært at acceptere sådan en ligegyldighed, når de får en sag serveret på et sølvfad", siger Henrik Garde til Ekstra Bladet.

Kilde: