Stadig strejkerisiko på sygehuse

Den danske sundhedsektor befinder sig stadig i højrisikozonen for at blive ramt af konflikt

Slettet Bruger,

02/03/2008

Den danske sundhedsektor befinder sig stadig i højrisikozonen for at blive ramt af konflikt. Det skriver epn.dk.

Både Sunhedskartellet, der er en forhandlingsorganisation for 11 fagforbund i social- og sundhedssektoren, og FOA, der repræsenterer social- og sundhedshjælpere, afviser af lønstigningen på 12,8% over tre år, der er indeholdt i det kommunale forlig, er nok til deres medlemmer.

"
12,8 % er ikke tilstrækkeligt. Vi står fast på et krav om 15 % mere i løn," siger formand for Sundhedskartellet og Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow til epn.dk.

15% er et ultimativt krav
Hun afviser kategorisk, af de kan finde samme løsning som KTO, der ændrede en del af lønkravet til en højere feriegodtgørelse.

Den løsning var grundlaget for forliget natten til lørdag mellem Kommunernes Landsforening (KL) og de flere end 300.000 kommunale medarbejdere organiseret i forhandlingsfællesskabet, KTO.

"Den model vil vi ikke acceptere. Vores krav om en regulær lønforhøjelse på 15 % er ultimativt," siger Kruckow.

Intet tyder dermed på at aftalen med de kommunalt ansatte skolelærere, pædagoger og kontorpersonale kommer til at danne grundlaget for en aftale med Sundhedskartellets knap 120.000 medlemmer, hvoraf 75.000 er sygeplejersker.

Også hos FOA nægter man at stille sig tilfreds med en lønstigning, der svarer til, hvad de øvrige ansatte i den offentlige sektor har fået.

"Det er ikke tilstrækkeligt for vores medlemmer. Vi har to mål i forhandlingerne: Dels en afvikling af de offentligt ansattes lønefterslæb i forhold til det private arbejdsmarked. Dels afvikling af det lønefterslæb de traditionelle kvindefag har i forhold til de traditionelle mandefag," siger FOA's formand, Dennis Kristensen.

Om størrelsen af det såkaldte efterslæb siger Dennis Kristensen:

"Forliget giver ikke grundlag for, at vi trækker strejkevarslet tilbage. Udover de omkring 13 pct. skal vi have 1,5 pct. til at dække lønefterslæb samt en sum til at dække det særlige efterslæb for kvindefag," siger han til epn.dk.

[email protected]

Kilde: