Socialdemokrater modsætter sig åbenhed om EU-pensioner

Slettet Bruger,

21/07/2007

Af IKKEMIG 2

De socialdemokratiske EU-parlamentarikere støtter "større gennemsigtighed og mere systematisk kontrol med midlerne". Det siger de i hvert fald selv. Men når det kommer til deres egne lukrative pensionsordning, har de sværere ved at lade ord følge af handling, skriver Politiken.

I dag bliver hver måned indbetalt 24.000 kr. ind på hver EU-parlamentarikers pensionsopsparing. De 16.000 kr. betaler parlamentet direkte, og de sidste 8.000 kr. skal hvert medlem selv betale. Men i øjeblikket er der ingen kontrol med, at det ikke i stedet er skatteyderne, der får lov at betale den private del af pensionen.

Ingen kontrol
Parlamentarikernes andel trækkes nemlig automatisk fra en pulje, der skal bruges på kontorudgifter. De såkaldte "blyantspenge" udgør 29.362 kr., som hvert parlamentsmedlem får udbetalt skattefrit hver måned. Det er så meningen, at parlamentarikerne skal betale de 8.000 kr. tilbage til blyantskassen, men der er ingen, der kontrollerer, at de rent faktisk gør det. Og ingen ved, hvad blyantspengene bliver brugt på.

Det har man forsøgt på at lave om på, men det har de socialdemokratiske parlamentsmedlemmer modsat sig. I den såkaldte Staes-betænkning blev der foreslået seks tiltag, der skulle gøre op med den nuværende ordning. Parlamentsmedlemmerne blev bl.a. opfordret til at dokumentere, at de havde betalt de 8.000 kr. af egne lommer.

Den fem mand store socialdemokratiske gruppe med forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen stemte konsekvent imod alle seks forslag.

"Det må være en fejl"
Dan Jørgensen fra S-gruppen er overrasket over, at han skulle have stemt imod forslagene om at bringe gennemsigtighed til parlamentarikernes pensionsordning. Han kan ikke huske det nøjagtige motiv bag stemmeafgivelsen, men er overbevist om, at det skyldes, at han i stedet stemte for en bedre formulering. Eller at det blot var en fejl.

Men der er ikke nogen "bedre" formulering, som S-gruppen har stemt for, og det kan undre, hvordan de fem socialdemokrater alle skulle have begået den samme fejl under hver af de seks afstemninger.

180Grader.dk ville gerne have spurgt de socialdemokratiske EU-parlamentarikere, hvordan dette hang sammen, men ingen af dem har returneret opkaldene.

[email protected]

Kilde: