Socialdemokrater: Forbud skal bremse fedme

Slettet Bruger,

21/05/2007

Af Ole Birk Olesen

Hvis man forbyder bl.a. Kinder at reklamere for deres mælkesnitter, så vil man få færre fede i Danmark. Det er budskabet fra Socialdemokraternes forbrugerordfører, Mette Gjerskov. Hun bakker op om ernæringsforsker Arne Astrup, som i dag i Nyhedsavisen taler for et forbud mod at reklamere for fede madvarer.

"Problemet er, at folk bliver påvirket af reklamer. Det er jo ikke for sjov, at de store virksomheder reklamerer for deres produkter, det er jo faktisk, fordi folk påvirkes af det," siger Mette Gjerskov til 180Grader.dk

Men det at I politikere hele tiden siger, at nu vil I passe på befolkningen, kan det ikke gøre, at befolkningen ikke føler, at den skal passe på sig selv? Er I ikke i gang med at vænne danskerne til, at de kan opføre sig som børn - I skal nok holde øje og passe på?
"Det mener jeg ikke, og nu er det faktisk børn, det her forslag er rettet imod. Og vi må bare konstatere, at vi står med en fedmeepidemi foran os. En halv million danskere er ikke bare overvægtige, men svært overvægtige, og vi kan selvfølgelig sagtens sige, at det må de selv finde ud af og sejle deres egen sø, men jeg synes ærligt talt, at vi som politikere har et ansvar for at give danske borgere så meget oplysning som overhovedet muligt."

Ville det måske være en god idé at lade folk selv betale for de meget moderne fedmeoperationer, så de ikke kan tørre ansvaret af på andre?
"Jeg ser det sådan, at en lang række firmaer bare gerne vil have markedsført deres varer for at få solgt nogen produkter, så de kan betale afkast til deres aktieejere. Og det er fint nok, det er de i deres gode ret til, men det er bare ikke sundt for danskerne, og derfor er vi politikere nødt til at gå ind og modvirke de ting."

Hvis man ser på, hvem der lider af fedme i Danmark, så kan man se, at det i hele befolkningen er 9,5 procent, men blandt de arbejdsløse er det 13,4 procent, og blandt førtidspensionister er det 17,4 procent. Var det ikke en idé at få folk i arbejde i stedet?
"Nu tror jeg altid, at Socialdemokratiet har gået ind for, at man skulle have folk i arbejde, hvis det var muligt."

Men der er sket lige det modsatte, mens I har opbygget velfærdsstaten. Der er i dag fire gange så mange i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst sammenlignet med 1960. Har I ikke et medansvar for at så mange er fede, fordi I har sørget for, at de er uden for arbejdsmarkedet?
"Overvægt hænger sammen med den vestlige verdens rigdom - at vi ikke skal kæmpe for dagen og vejen, at vi har stillesiddende arbejde og alle de der forskellige ting, som det handler om. Derfor er vi nødt til at gøre noget," mener Mette Gjerskov.


Kilde: