Slendrian med statstilskud til AMU-skoler

Slettet Bruger,

15/09/2007

Undervisningsministeriets årlige tilskud på mere end en halv milliard kroner bliver reelt givet i blinde. Ingen er nemlig i stand til at vurdere effekten af tilskuddet.

"Det er svært sige, om man får nok ud af skattekronerne til AMU-uddannelserne. Det er datakvaliteten i Undervisningsministeriet simpelthen ikke god nok til," siger Peder Larsen (SF), der er formand for Statsrevisorerne, til Politiken.

Rigsrevisionen har i en ny beretning til Statsrevisorerne kulegravet "Takstfastsættelse og regulering" på AMU-området. Konklusionen er, at de problemer, man havde for ti år siden, er de samme man har i dag. Priserne varierer blandt andet kraftigt fra landsdel til landsdel. Desuden er det ganske uigennemskueligt at vurdere, hvorfor nogle af kurserne giver store overskud og nogle store underskud, selv om de ifølge grundtanken bør balancere.

Fra 2004 til 2005 faldt antallet af AMU-årselever fra 9.500 til 9.200. Og på trods af en stigning i statstilskuddet havde skolerne alligevel formået at øge deres underskud fra 67 millioner i 2004 til 78 året efter.

"Nogen burde have trukket i håndbremsen for længe, længe siden," siger Peder Larsen.

Haarder erkender problemet

Undervisningsminister Bertel Haarder er enig i, at datakvaliteten skal være bedre, så efekten af de offentlige midler kan måles.

"Jeg finder også, at indsatsen skal intensiveres, så det bliver muligt at gennemføre mere pålidelige analyser af økonomien i AMU-kurserne," skriver Haarder i et svar på kritikken.

Cirka 600.000 danskere er hvert år på kortere eller længere AMU-kurser.

[email protected]

Kilde: