SKAT på udkig efter frivillige børnepassere

Slettet Bruger,

19/05/2007

"Reservebedsteordningen", der kobler ældre med meget tid sammen med enlige forsørgere med presset tid, har haft stor succes i København og Køge. Så stor at 200 familier står skrevet op i kø til en "reservebedste". Konceptet går ud på, at en familie får tilknyttet en frivillig ældre person, der rykker ud og passer barnet, hvis det brænder på i familien. Hvis barnet f.eks. er ramt af sygdom og den enlige mor eller far ikke kan tage fri fra arbejde.

I princippet har reservebedsten ret til 25 kroner i timen for den tid, han eller hun passer barnet. Og det har vakt skattevæsenets interesse. Skattedirektør Ole Kjær kritiserer kommunerne for at sætte gang i ordningerne uden at afklare skattespørgsmålet først.

"Reservebedsterne kan ikke være tjent med denne usikkerhed, hvorfor vi nu vil bede Skatterådet tage stilling til spørgsmålet," siger han i en pressemeddelelse.

Den succesfulde ordning startede som et frivilligt og privat initiativ i 1996, men blev i 2005 overtaget af Københavns Kommune og fik bevilget 1,3 millioner kroner fra Ministeriet for Familie- og Forbrugsanliggender. Siden tog Køge Kommune også ideen til sig, og regeringens Familie- og Arbejdslivskommision har netop foreslået, at ordningen spredes til alle kommuner.

Kilde: