Samfundsforskere: Enhedslisten kan dø med Asmaa

Slettet Bruger,

09. oktober 2007

Den faldende opbakning i meningsmålingerne for Enhedslisten skyldes entydigt striden om den tørklædeklædte folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid, og det kan koste det lille venstrefløjsparti livet, mener to samfundsforskere ifølge Nyhedsavisen.

Avisen har været i kontakt med 46 af partiets 57 kontaktpersoner fra hele landet. 22 af dem mener, at Asmaa Abdol Hamid fortsat skal have en reel chance for at blive valgt ved næste valg, 16 er til gengæld af den opfattelse, at hun skal sparkes ned ad listen, mens otte ikke vil svare

"Det er dræbende tal for Enhedslisten, og jeg tror ikke, at partiet overlever det her. Asmaa Abdol Hamid er blevet en tabersag for Enhedslisten, og den kan ikke længere landes ordentligt. Temaet Asmaa er hjerteblod for medlemmerne, og det her viser, at fronterne er trukket for skarpt op," siger Johannes Andersen, samfundsforsker og lektor i politik ved Aalborg Universitet, til Nyhedsavisen.

Klarer ikke en tur ude af Folketinget
Han bakkes op af sin professorkollega ved universitetet, Jørgen Goul Andersen.

"Splittelsen er ubehagelig for partiet. Det havde været nemmere, hvis den ene part havde været klart stærkere end den anden," siger Jørgen Goul Andersen og fortsætter: "Partiet klarer ikke en tur ud af Folketinget, hvis spørgsmålet om Asmaa kommer til at koste så mange stemmer."

Enhedslistens gruppeformand, Line Barfod afviser, at Asmaa-sagen er et problem for partiet.

"Jeg er ikke bange for en demokratisk proces, og vi har tidligere vist, at vi kan håndtere vigtige diskussioner," siger hun til Nyhedsavisen.

ole@180grader.dk