S-håb beskyldt for magtmisbrug

Slettet Bruger,

07/11/2007

Kort tid efter, at Socialdemokraterne og de Radikales asyludspil ramte gaden, udsendt Hillerøds borgmester Nick Hækkerup (S) en pressemeddelelse om kommunens undervisning af asylbørn. Men der trådte borgmesteren, der samtidig er folketingskandidat og forventes at suse ind i tinget, ved siden af. Det mener Venstres Sophie Løhde ifølge Frederiksborg Amts Avis.

"Det er ikke bare en pressemeddelelse om kommunens gode resultater, der er udsendt af borgmesteren på vegne af Hillerød Kommune, men en pressemeddelelse, der forholder sig til et centralt emne i en politisk valgkamp. Der er tydeligt en gråzone, hvor de politiske spilleregler bliver overtrådt, og det er sørgeligt, at vi er derude," siger Sophie Løhde til Frederiksborg Amts Avis.

Borgmesteren med det berømte efternavn har i forvejen en central placering hos Socialdemokraterne med sin post som næstformand. Og hans position i partiet bliver formentlig ikke dårligere, hvis han, som antaget af alle, tager plads i Folketinget. Men pressemeddelelsen har intet at gøre med hans valg næste tirsdag, bedyrer han .

"Jeg har personligt været beskæmmet over den måde, som asylbørnene blev behandlet på, men det har jeg ikke stået alene med. Asylbørnene har fået plads i vores skoler med bred opbakning blandt Hillerøds byrådspartier. Jeg anerkender, at vi er midt i valgkampen, og at jeg står på stemmesedlen, men denne historie ville vi have lanceret, uanset om der havde været valg eller ej," siger Nick Hækkerup til Frederiksborg Amts Avis.

[email protected]

Kilde: