Rygelov skaber bekymring for de ældre på landets plejehjem

Slettet Bruger,

21/05/2007

Den 15. august træder en ny rygelov i kraft, der forbyder al rygning på offentlige steder. Det betyder bl.a., at beboerne på plejehjem fra den dato ikke længere må ryge på plejehjemmets fællesarealer. Det øger risikoen for brandulykker, da personalet ikke kan sætte sig ind på værelserne med de gamle, når de skal ryge.

"Når man knap har mandskab til den nødvendige pleje, kan vi jo ikke sætte tid af til hyggerygning. Hvad personalet jo heller ikke må. Det er en ulykkelig, tåbelig situation, man bringer plejehjemmene i," siger formanden for plejehjemslederne, Erik Lehm, til Berlingske Tidende.

De nye rygeregler vækker i det hele taget store bekymringer hos Erik Lehm, der. selv er medlem af bestyrelsen for et plejehjem i Haderslev.

"Vi har en del psykisk svage beboere. Hele fjernsynsstuen, hvor de sidder og hygger sig, bliver affolket. Og det vil føre til ensomhed og utryghed omkring, hvem der ryger hvor," forklarer han.

Erik Lehm bakkes op af FOA, der er hovedorganisation for plejepersonalet, som loven ellers skulle beskytte.

"Jeg kan godt forstå det sundhedsmæssige argument," siger sektorchef i FOA, Karen Stæhr, og fortsætter: "Intet personale skal tvinges til at gå rundt i røg hele dagen. Men på den anden side er det en livskvalitet for mange ældre og psykiatriske patienter, at de kan ryge. Problemet for vores medlemmer er, at de kommer i de ældres eget hjem, og spørgsmålet er, om vi overhovedet kan tillade os at lovgive for de steder."

Venstre fastholder ufleksibel lov
Hun efterlyser sammen med Erik Lehm mere fleksibilitet i loven, så det bliver muligt at lave lokale løsninger. Men ifølge Venstres sundhedsordfører, Jørgen Winther, skal hun ikke regne med, at regeringen støtter den form for valgfrihed.

"Det overordnede mål med loven er, at folk ikke skal udsættes for passiv rygning. Men man kan ikke gøre alle tilfredse, så vi har valgt, at overliggeren skal være hensynet til ikke-rygerne," siger han om, hvorfor Venstre ikke vil tillade de enkelte plejehjem at lave deres egne regler.

Lovforslaget er endnu ikke vedtaget, men flertallet i Folketinget er sikret, så loven forventes vedtaget inden sommerferien.

bach

Kilde: