Rokaden er i gang: Thor P. folketingsformand

Slettet Bruger,

17/11/2007

Posten som Folketingets formand ser noget overraskende ud til at gå til finansminister Thor Pedersen. Thor Pedersen har i alt femten år bag sig som minister og har siddet på nøglepositionen i Finansministeriet, siden Fogh overtog regeringsmagten i 2001. Og den nye post skal ses som en belønning for tro tjeneste, vurderer kommentator Michael Kristiansen overfor politiken.dk.

"Det er fuldstændigt oplagt, at Thor Pedersen skulle have noget for det arbejde, han har udført siden 2001. Han har formået at skrue finanslove sammen med Dansk Folkeparti uden alt for store problemer, og han har været helt loyal over for Anders Fogh Rasmussens politiske projekt," siger Michael Kristiansen til politiken.dk.

Thor Pedersens exit fra Finansministeriet kombineret med Rikke Hvilshøjs afgang fra Integrationsministeriet forleden nødvendiggør selvsagt en regeringsrokade. Hvor stor den bliver, afhænger ifølge Michael Kristiansen blandt andet af, hvor meget Bendt Bendtsen er klar til at rokere på konservative ministre, med den risiko der er for, at det vil ændre på magtforholdene internt hos de konservative. Men rokaden er ikke bare nødvendig på grund af ministrenes afgang, den er også nødvendig hvis Fogh skal bevare sit forspring til oppositionen.

"Ja, for efter valget i 2005 skiftede S, SF og R ledere, og selv om det ikke lykkedes dem at true Fogh ved det her valg, var det nok klart, at oppositionen stillede med 'fremtidens hold'. Fogh skal i gang med det samme og rykke næste generation i position", udtaler Michael Kristiansen til politiken.dk.

Venstres kronprins Lars Løkke Rasmussen er storfavorit til at overtage posten som finansminister.

[email protected]

Kilde: