Regeringsskifte = strammere rygelov

Slettet Bruger,

27/10/2007

Lovforslag L 191 om røgfrie miljøer blev ophøjet til lov den 29. maj i år og trådte i kraft 15. august. Men nu melder oppositionen sig allerede klar til at stramme reglerne for tobaksnydning yderligere, hvis de får et flertal efter valget. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

"Rygepolitikken har vist sig at være det rene kaos, så der er ingen tvivl om, at der skal ændringer til. Den nuværende lov virker ikke, og som ansvarlige politikere må vi sikre, at folk kan passe deres arbejde uden at blive udsat for passiv rygning," siger socialdemokraten Lone Møller, partiets tidligere sundhedsordfører og ansvarlig for udformningen af den socialdemokratiske rygepolitik, til Nordjyske Stiftstidende.

Da loven blev vedtaget lige før Folketingets sommerferie stemte kun det Radikale Venstre imod. Partiet ønskede en skrappere indgriben og den holdning har man fortsat. Men nu er der altså flere partier, der bakker op.

"Man burde gennemføre et rygeforbud på arbejdspladser, for man ville aldrig tolerere et arbejdsmiljø, der gør folk syge som passiv rygning," siger Enhedslistens Per Clausen
.
Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen virker ikke synderligt begejstret for at aftalepartnerne springer fra rygekompromisset allerede nu. Skal der gøres noget på området, henviser han til Venstres nye forebyggelsesplan som den rette kur.

"Hvis vi vinder valget, nedsætter vi en forebyggelseskommission af eksperter. De kan så komme med forskellige mål som at antallet af dagligdagsrygere skal falde med to pct. om året, eller hvad ved jeg," siger sundhedsministeren til Nordjyske Stiftstidende.

[email protected]



Kilde: