Rapper skal optræde på bibliotek: "Død over alle præsidenter"

Slettet Bruger,

04/10/2007

"Død over alle præsidenter, her findes kun Allah." Sådan rapper palæstinenseren Marwan Mohamed fra Århus på sit debut-album "P.E.R.K.E.R." Marwan, der tidligere har gået under navnet "SLP" (Statsløs Palæstinenser) er at finde blandt de rappere, der på fredag skal optræde på Hovedbiblioteket i Århus.

Den dansk-iranske filminstruktør og debattør Farshad Kholghi lægger vægt på ytringsfriheden, som han bruger til at kritisere bibliotekets beslutning.

"Demokrati er baseret på oplysning. Vi borgere skal være så oplyste, at vi selv kan vælge, hvad der er rigtigt og forkert at støtte. Derfor skal biblioteket på forhånd melde ud, hvis de optrædende har sådan en holdning. Så har publikum en mulighed for at boykotte arrangementet," siger han til Jyllands-Posten.

Overrasket over tonen
Dorthe Larsen fra Tranbjerg Bibliotek kendte ikke til den kontroversielle tekst, før hun for få dage blev gjort opmærksom på den.

"Jeg er overrasket over tonen i den sætning, men når vi får besøg af flere end 20 rappere på én gang, er det helt uoverskueligt at danne sig et overblik på forhånd. Jeg er uenig med Marwans tekststykke, men mit kendskab til hiphop-kulturen er ikke stort nok til, at jeg kan vurdere, hvad han lægger i den tekst," siger hun.

"Hvad med nazi-sange?"
Spørger man Farshad Kholghi, skyldes bibliotekets invitation til Marwan, at han har den rette hudfarve.

"Lad os glemme den religiøse totalitarisme et øjeblik og kigge på den ideologiske totalitarisme. En blond dreng ville aldrig få lov til at gå ind på biblioteket og optræde med nazistiske sange. Det er en god ting, for som oplysningscenter har biblioteket pligt til at oplyse om, hvad der foregår indenfor."

Marwan selv har ikke ønsket at medvirke i Jyllands-Postens artikel.

[email protected]

Kilde: