Radikale pønser på chokskat

Slettet Bruger,

23/07/2007

En topskat på 87 pct. Det kan blive virkelighed, hvis De Radikales skattepolitik bliver gennemført, viser beregninger fra tænktetanken CEPOS ifølge Berlingske Tidende.

De Radikals nye formand, Magrrethe Vestager, udtalte forleden i et interview i Politiken, at færre burde betale topskat, men at man til gengæld opkrævede flere penge fra dem, der gjorde. I dag er topskatten på 15 pct. og den betales af fire ud af ti fuldtidsarbejdende.

"Vi bør vende tilbage til den oprindelige idé med topskatten, så det kun er ti procent - mod 40 procent i dag - der skal betale topskat. Til gengæld skal den så øges," sagde Margrethe Vestager i interviewet.

Færre vil arbejde
Men det vil ifølge CEPOS' beregninger kræve en topskat på næsten 42 pct. hvilket vil betyde, at den sidst tjente krone beskattes med ikke mindre end 87 pct., når resten af skatterne er trukket fra, hvis skatteprovenuet skal bevares uændret.

Hvis kun ti procent - mod i dag 40 pct. - skal betale topskat, vil det umiddelbart koste staten 11 mia. kr. i tabte skatteindtægter. Og hvis disse penge i stedet skal betales af de resterende topskatteydere, vil det være nødvendigt med en meget høj sats.

CEPOS' cheføkonom, Mads Lundby Hansen, vil "på det kraftigste" fraråde så høj en marginalskat. Den vil nemlig resultere i dynamiske effekter, så folk arbejder mindre, hvilket giver færre skattepenge.

Hvor højt skal topskatten op?
Hos CEPOS efterlyser man klare svar fra De Radikale på, hvordan man ellers har tænkt sig at finansiere den foreslåede skatteomlægning.

"Man kræver af Ny Alliance, at de kan fremvise finansieringen af deres forslag om at sænke marginalskatten til 40 procent. Man burde stille det samme krav til De Radikale," siger Mads Lundby Hansen, der spørger:

"Hvor højt vil De Radikale have topskatten op? Skal den op på 68 procent, som den var i Schlüters tid?"

[email protected]

Kilde: