Radikal Ungdom vil have officiel godkendelse af polygame forhold

Slettet Bruger,

25. maj 2007

Flere polygame forhold leves i dag lykkeligt uden officiel godkendelse fra staten, mener Radikal Ungdom, som nu foreslår, at de polygame skal kunne registrere deres forhold hos staten.

"Hvem siger at man ikke kan leve lige så lykkeligt, eller måske endda lykkeligere i et polygamt forhold? I mange tilfælde kan et ekstra sæt hænder i hjemmet sikkert få hverdagen til at glide lidt lettere for alle, og hvis en 3. ægtefælle gør livet dejligere for de to andre, kan jeg ikke se nogen grund til at vi andre skal blande os." skriver Asser Gregersen, retsordfører for Radikal Ungdom, i en pressemeddelelse.

Radikal Ungdom understreger, at en forudsætning for en officiel registrering skal være, at forholdet indledes frivilligt af alle parter.

"Vi skal under ingen omstændigheder åbne lovgivningen for et ægteskab, der kan være undertrykkende for nogen part. Alle skal godkende ægteskabet. Retten til polygami skal i øvrigt gå begge veje, så både mænd og kvinder kan giftes med flere," lyder det fra Asser Gregersen.

I går kunne 180Grader.dk fortælle, at Venstres Ungdom i 2005 vedtog det som officiel politik, at polygame forhold skal være tilladt. Debatten om emnet har raset, siden imam Abdul Wahid Pedersen kom for skade at sige, at han under visse omstændigheder gerne vil udføre en muslimsk vielse af en mand og en kone nummet to.

OBO