Pia K vil hellere lave velfærd med Socialdemokraterne

Slettet Bruger,

08/07/2007

Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er slet ikke så langt fra hinanden. I hvert fald ikke når det kommer til velfærd, hvor DFs leder, Pia Kjærsgaard, nu indbyder til forhandlinger med S.

"Sammen kunne vi gøre det bedre. Hvis man gerne vil have noget ud af det - og det vil jeg gerne - så er det godt hvis Socialdemokraterne er med. Vi kan skubbe på regeringen," siger Pia Kjærsgaard til Berlingske Tidende.

Hun mener ikke, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har i sinde at bruge nok penge på det offentlige, og vil gerne have Socialdemokraternes hjælp til at holde ham fast på, hvad han tidligere har sagt.

Individuel løn til offentligt ansatte
"Da Fogh lancerede sin kvalitetsreform, lancerede han faktisk også en lønreform med individuel løn. Det prøver han bare at glemme. Men jeg skal nok minde ham om det. Han har også været inde på at give bonusløn til ledere," siger Pia Kjærsgaard, der gerne vil kæmpe for mere løn til især ældreplejere.

Hos Socialdemokraterne er gruppeformand Carsten Hansen villig til at samarbejde med DF, hvis de virkelig mener det denne gang.

"Jeg synes, det er rart, hvis Pia Kjærsgaard endelig har fået øjnene op for, at regeringen ikke vil noget på velfærdsområdet. Det har vi sagt længe. Og vi har mange sammenfaldende ønsker med Dansk Folkeparti i det her, men problemet er, at de altid bliver tilfredse, så snart de laver bare en lille aftale hos Thor Pedersen," siger Carsten Hansen.

Kommentator: "Ikke stor forskel mellem DF og S"
Men Socialdemokraterne skal ikke sætte næsen op efter noget, mener politisk kommentator Thomas Larsen. Han mener ikke, at Dansk Folkeparti har nogen planer om at bryde samarbejdet med VK, og at Pia Kjærsgaard blot forsøger at udmanøvrere Helle Thorning-Schmidt (S) på velfærdsområdet.

"Når Pia Kjærsgaard inviterer Socialdemokraterne til at samarbejde om velfærd, signalerer hun til en masse vælgere, at der ikke er ret stor forskel mellem DF og S i velfærdspolitikken. Og det er slet ikke så ringe for Fogh. Dermed appellerer DF til de vælgere, som er bekymrede for velfærden, og Pia Kjærsgaard gør det sværere for Helle Thorning-Schmidt at lave en hård kant over for regeringen i velfærdspolitikken," skriver Thomas Larsen.

mkr

Kilde: