Per Ørum stadig vild med socialismen

Slettet Bruger,

17. juni 2007

De konservatives familie- og erhvervsordfører, Per Ørum Jørgensen, står hellere end gerne ved sine socialist-venlige udtalelser på 180Grader.dk og bekræfter dermed, at hans påstand om, at "lidt socialist er der vel i os alle sammen" i hvert fald holder stik i hans tilfælde. Den konservative folketingsmand uddyber i dag sine udtalelser overfor Berlingske Tidende.


"Vi må anerkende de positive effekter af socialismen. I opbygningen af velfærdsstaten har socialismen skabt en solidaritet mellem de forskellige klasser i samfundet, så de rige i dag betaler til de fattige. Det er godt," lyder det fra Per Ørum Jørgensen.

Og ligesom socialismen er god, så er liberalismen farlig, betror han læserene af Berlingske Tidende.

"Hvis liberalismen styrede samfundet, ville der være nogle enorme forskelle mellem de stærke og de svage i samfundet, og det giver større kriminalitet og større sociale problemer. Alt i alt et samfund, som jeg ikke tror, at nogen vil bryde sig om."

Per Ørum er heller ikke sen til at trække trumfkortet, "de amerikanske tilstande" for at understrege den økonomiske friheds trussel mod "sammenhængskraften".

"Ødelægger sammenhængskraften"
"I USA, hvor enhver er sin egen lykkes smed, er der en meget stor gruppe af fattige og udstødte. USA har for eksempel ikke lige adgang til sundhedsbehandling. Den mangel på økonomisk og social lighed giver et skel i befolkningen og ødelægger dermed sammenhængskraften," forklarer han.

De Konservatives politiske ordfører, Pia Christmas Møller, ønsker ikke at tage direkte afstand fra partifællens socialisme-flirt. Men hun understreger, at Det Konsertive Folkeparti endnu ikke betegner sig selv som et socialistisk parti.

"Selvfølgelig er vi ikke et socialistisk parti. Lige så lidt som vi er et fascistisk parti. Vi har et konservativt livssyn, og så ønsker jeg ikke at gå nærmere ind i den diskussion," siger hun.

hsh