Pædagoger mobber hinanden

Slettet Bruger,

01/10/2007

Når forældrene afleverer deres børn i den kommunale daginstitution, forventer de fleste, at pædagogerne står klar til at trøste, hvis børnene mobber hinanden. Men i virkeligheden har pædagogerne travlt med at mobbe hinanden - og det i en sådan grad, at stadig flere forlader arbejdspladsen. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Ifølge statistik fra pædagogernes fagforening, BUPL, måtte 71 ansatte i 2004 ufrivilligt forlade arbejdspladsen på grund af mobning. To år senere, i 2006, var tallet steget til 227. Denne eksplosive vækst fandt vel at mærke sted, samtidig med, at det samlede antal afskedigelsessager er faldet fra 1542 til 1284 på årsbasis.

Og den udvikling bekymrer Stig Broström, lektor i småbørnspædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet.

Usynlig ledelse
"Børnene efterligner de voksnes adfærd. Hvis de oplever, at pædagogerne har det dårligt med hinanden, overfører de den negative adfærd til samværet med andre børn, og dermed øges risikoen mobning børnene imellem," siger han.

Dårlig ledelse bærer ofte skylden for et betændt arbejdsklima, mener Annie Høgh, forsker i mobning ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

"Arbejdspladser, der har problemer med mobning, har ofte en usynlig eller svag ledelse, der ikke er i stand til at gribe ind overfor uenigheder mellem de ansatte. Det øger risikoen for, at uenighederne ender som personlige konflikter og mobning," siger Annie Høgh.

[email protected]

Kilde: