Nyt projekt: Lærere skal tage ansvar

I Københavns Kommune vil man prøve noget nyt: Det skal være lærerne, ikke eleverne, der bestemmer undervisningens forløb

Slettet Bruger,

27/01/2008

I Københavns Kommune vil man prøve noget nyt: Det skal være lærerne, ikke eleverne, der bestemmer undervisningens forløb. Som led i et nyt projekt skal alle lærerne på en skole i hver af de otte distrikter efteruddannes i at styre undervisningen målrettet og lærer at markere over for eleverne, hvem der er boss. Det kaldes klasseledelse, skriver Berlingske Tidende.

Håbet er, at de faste rammer vil skabe mindre uro og mere tryghed for eleverne. Københavns børne- og ungeborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF) ser frem til den nye undervisningsform, som skal styrke elevernes faglige udbytte.

"Da vi i København vedtog projektet faglighed for alle som følge af nogle elendige Pisa-resultater, var målet, at nu skal eleverne altså lære at læse og regne. Men faglighed er også ro, tryghed og trivsel. Og det stiller store krav til lærerne, der skal lære at skære igennem som ledere og samtidig inspirere eleverne til at få lyst til at lære," siger Bo Asmus Kjeldgaard til Berlingske Tidende.

Skal være autoriteter
En spørgeskemaundersøgelse blandt 2.300 elever i 4.-8. klasse på 16 københavnske skoler viste, at 23 pct. af eleverne fra tid til anden ikke kunne senoget formål med indholdet af undervisningen. Hver tredje elev har svært ved at koncentrere sig, og ifølge halvdelen af eleverne er der ofte er uro i klassen.

Med klasseledelse kan disse problemer f.eks. løses ved at læreren skriver dagsordenen for timen op på tavlen, så eleverne ved, hvad der skal gøres. Lærerne skal fremstå som autoriteter, oplyser udviklingskonsulent i Københavns Kommune, Nina Raaschou.

"De skal lære at kridte banen op og gøre det klart, at her er det mig, som bestemmer, og på de og de områder, kan I bestemme," siger Nina Raaschou til Berlingske Tidende. Hun er utilfreds med, at de studerende på læreruddannelserne indtil for tre år siden kun brugte en sjettedel af tiden på pædagogiske og psykologiske metierer.

"Et godt initiativ"
Københavns Lærerforening er ifølge næstformand Ole Hein Christensen positiv over for de nye toner.

"Vi har ikke diskuteret det så meget, for det er et relativt nyt begreb, men umiddelbart lyder det som et godt initiativ. Det kræver dog også, at man får forældrene med og får lavet nogle helt klare aftaler om fælles spilleregler. For eksempel at forældre ikke taler negativt om skolen eller bestemte lærere i børnenes påhør, og at lærerne selvfølgelig heller ikke taler negativt om forældre," siger Ole Hein Christensen til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: