Ny aftale om biobrændstof gør benzinen dyrere

Slettet Bruger,

30/06/2007

Som led i forhandlingerne om Danmarks energipolitik besluttede et flertal i Folketinget i går at tvinge benzinselskaberne til at blande bioethanol i benzin og dieselolie. Det sker for at reducere CO2-udslippet. Men kritikere frygter at forbrugerne kommer til at betale ekstra for deres optankning.

"Der er ingen grund til at forurene mere end højst nødvendigt, når man kører bil. Men det er ikke bilejerne, der skal betale den her miljøfest - det er vi meget bekymrede for," udtaler Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør på FDM's Motor til Politiken.

FDM anbefaler en regulering af afgifterne, så bedre miljø ikke betyder fattigere billister. De nye krav betyder nemlig ifølge direktør Peter Stigsgaard fra Oliebranchens Fællesrepræsentation, at benzinen vil blive op til 10 øre dyrere.

"Når det handler om diesel, er prisforskellen mellem diesel og biodiesel markant større. Her tror jeg på en prisstigning 15-20 øre pr. liter dieselolie, når der skal blandes 2 pct. biodiesel i," forudser Peter Stigsgaard i Jyllands-Posten.

Indholde af bioethanol skal stige fra to procent næste år til 5,75 procent i 2010. Aftalen er indgået få dage før, at Danmark skal fremlægge en samlet plan for CO2-reduktion for EU-Kommissionen.

mol

Kilde: