Nu vil K også skattelette i bunden

Slettet Bruger,

25/07/2007

Der har længe været mangel på skatteenighed blandt regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti. Hvor Venstre og Dansk Folkeparti har talt om skattelettelser i bunden, har De Konservatives fokus ligget på topskatten. Men i dagens Børsen byder den konservative skatteordfører, Jacob Axel Nielsen, ind med en løsning på den ulmende konflikt med de offentlige ansatte. Og nu skal der også lettes i bunden.

"Jeg anerkender, at sygeplejersken, skolelæreren, politibetjenten, bibliotekaren, pædagogen og sosu-medhjælperen har for lidt i rådighedsbeløb, men i stedet for at give en høj lønstigning, som bliver ædt op af inflationen, så var det jo bedre, at vi gav en skattelettelse, som kommer alle til gode. Vi gør Danmark en tjeneste ved eksempelvis at give en skattelettelse på 500 kr. i stedet for at give 1000 kr. mere om måneden i lønstigning. Det giver jo det samme," udtaler Jakob Axel Nielsen.

Tankerne om lettelser, ikke bare i toppen men også i bunden, kommer kort tid før regeringens skatteforhandlinger. Og de nye konservative udmeldinger klinger behageligt i Venstres ører.

"Det er bestemt sunde og fornuftige principper i det der, som det kan være fornuftigt for alle parter at lytte til," udtaler Venstres skatteordfører, Kim Andersen.

Han understreger dog, at skattelettelser ikke bør gennemføres i den aktuelle højkonjunktur. Dansk Folkeparti har også tidligere sagt nej til skattelettelser i denne regeringsperiode.

Ansatte mangler sikkerhed
De offentligt ansatte, der er blevet lovet så meget de seneste måneder, er ikke just begejstrede for det konservative udspil om skattelettelser. De vil have sikkerhed for bedre vilkår, en sikkerhed, de ikke er trygge ved skal være politisk bestemt.

"Det er da rigtigt, at i sidste ende er det afgørende, hvad man har tilbage, når man står henne i Brugsen. Derfor er der selvfølgelig en sammenhæng mellem skat og løn. Men i overenskomsten kan begge parter sikre sig, at aftalerne bliver overholdt. Når Folketinget vil spille med skattelettelser, så bliver det let elastik i metermål," udtaler Dennis Kristensen, der er formand og chefforhandler for 525.000 ansatte i landets kommuner og regioner i paraplyorganisation KTO.

[email protected]

Kilde: