Af Camilla W. Trustrup
I vores omgangskreds er der en hel del babyer - og flere er på vej. Næste kuld forventes at komme til verden i februar. Vi er spændte og glæder os på farens vegne. Moren, derimod, kender vi ikke - og kommer aldrig til det. For ikke alene er der tale om en ægdonor-mor, der er også en rugemor involveret. Vores bekendte - faren - lever nemlig ikke i et almindeligt heterogent forhold, men lever alene som homoseksuel. Ikke desto mindre er hans ønske om at få børn højt nok til, at han vil ofre tid og ikke mindst mange penge på at få dette ønske opfyldt.Heldigvis for ham bor han her i USA - og ikke i Danmark hvor den slags ikke er lovligt.
Jeg må indrømme, at jeg blev ganske overrasket, da jeg i forbindelse med den hjemlige debat om kunstig befrugtning læste, at rugemødre kan risikere fængselsstraf på op til 4 måneder, som det står at læse i den nye bekendtgørelse. Forplantning og mangfoldiggørelse af menneskeheden i den vestlige verden har ellers ændret sig dramatisk siden 1978, hvor det første reagensglasbarn så dagens lys. Vi er blevet vant til, at teknologien kan give en hjælpende hånd, og mange benytter sig af det.
Derfor kom jeg til at fundere over, hvordan det kan være, at vi godt kan acceptere, at petriskåle, pipetter og teknologisk udstyr kan være nødvendige ingredienser i en befrugtningsseance - hvor hverken far eller mor er til stede - men at det tilsyneladende ser helt anderledes ud med accepten, når det drejer sig om, hvorvidt en anden livmoder end den biologiske mors kan være vært for et lille foster i dets fostertid? Og hvorfor det skal være strafbart?
Det kan vel med en vis tyngde argumenteres, at selve "udrugningen" er mindre vidtrækkende end for eksempel det at donere sine æg eller sædceller - altså at videregive genetisk arvemateriale. Dybest set er en rugemor blot en person, der udlejer et organ i ca. 9 måneder. Ikke desto mindre er det altså strafbart.
Udlejning af et organ kan dertil betragtes at være mindre alvorligt for den implicerede part, end hvis vi talte om egentlig organdonation, eftersom sidstnævnte proces er irreversibel. Donoren får aldrig sit organ tilbage, hvorimod en rugemor aldrig mister sit organ. Hvis man skal følge den logik, hvordan kan det da være, at en person, der fx donerer en nyre bort, ikke skal straffes med en langt hårdere fængselsstraf end førnævnte 4 måneder?
Kigger vi nærmere på fænomenet at donere æg eller sædceller, så dukker der også andre besynderlige og modstridende problematikker op. Modsat det at være rugemor eller ægdonor er det helt legitimt at være sæddonor. Man bliver endda betalt for det, og pengene er desuden undtaget skat!
En kvinde må derimod kun i meget begrænset omfang donere sine æg væk - og hun får ikke betaling for det. Staten lægger derved begrænsninger på hende, så hun ikke kan - fristes jeg til at skrive - være "promiskuøs" med sine æg, modsat en mand der gerne "må sprede sin sæd". At påstå dette er naturligvis en anelse tendentiøst, så i stedet vil jeg nøjes med at fastslå, at der er en eklatant forskel på, hvad kønnene må gøre med deres arvemateriale. Skulle det følge de frie markedskræfter, ville det snarere være sådan, at det var æggene frem for sædcellerne, der ville blive betalt penge for, eftersom der er en udtalt mangel på ægdonorer.
Lovgivningen synes med andre ord at være inkonsekvent på dette område. Det bliver endnu mere grotesk, hvis vi inddrager retten til at få foretaget en abort eller at bortadoptere sit barn. Her er lovgivningen ganske klar, at der intet til hinder er for at terminere et fosterliv, hvis blot det sker indenfor visse nærmere fastlagte grænser. Bortadoption kan finde sted så længe forældremyndighedsindehaveren/-erne ønsker dette.
Hvis vi skal opsummere, gælder altså følgende: Det er mere alvorligt eller strafbart ifølge loven at låne et organ ud, end det er at give sit arvemateriale bort. Det er også mere strafbart at låne sin livmoder ud, end det er at forære sit barn væk gennem adoption eller at få en abort, hvor man jo alt andet lige afslutter et nybegyndt liv.
Mit ærinde er på ingen måde at udstille mennesker, der af den ene eller anden grund får en abort eller bortadopterer et barn. Mit ærinde er at stille spørgsmålstegn ved den gældende lovgivning i forhold til lovligheden af at være rugemor. Mit spørgsmål til lovgiverne er derfor, hvor er proportionaliteten henne?
Det fremstår i betænkelig grad som om, Staten bevidst eller ubevidst ønsker at påføre sine borgere en subjektiv moralkodeks og et ualmindeligt anakronistisk syn på kønnene, frem for at der skulle være tale om, at man ønsker at tage et særligt etisk hensyn til barnets tarv. Dertil er det irrationelt og beskæmmende, at en mindre alvorlig, reversibel handling kan være strafbar, når en irreversibel handling med mere vidtrækkende konsekvens kan være aldeles lovlig. Lovgivningen er ganske simpelt antikveret!
I Danmark hylder vi princippet om lighed for loven - frihed for Loke såvel som for Thor. Problemet er bare, at vi, som ovenstående gennemgang viser, ikke altid lever efter det.
I stedet kan jeg glæde mig over, at jeg lever i et - i al fald på det område - liberalt USA, hvor vores bekendts to små tvillingedrenge ikke ville komme til verden, hvis USA havde haft samme anakronistiske tilgang til forplantning som Danmark opretholder.
Camilla W. Trustrup er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling
