Gamle modediagnoser i førtidspensions-systemet afløses af nye

Fra 1990'erne og frem til årtusindeskiftet steg antallet af førtidspensionister med fibromyalgi, piskesmæld eller kronisk træthedssyndrom hastigt

Slettet Bruger,

08/05/2008

Fra 1990'erne og frem til årtusindeskiftet steg antallet af førtidspensionister med fibromyalgi, piskesmæld eller kronisk træthedssyndrom hastigt. Siden da er de omdiskuterede diagnoser gået i glemmebogen, og antallet, som får tilkendt førtidspension på grund af diagnoserne, er mere end halveret, skriver Dansk Arbejdsgiverforenings blad, Agenda.

I stedet er nye modediagnoser så kommet til.

"Vi har nok alle en fornemmelse af, at de er ved at forsvinde. De afløses nu af diagnoser som stress, angst eller depression, som nok er tættere sandheden. Men det er de samme mennesker, der har svært ved at håndtere en tilværelse med et aktivt arbejdsliv," siger Jens Tølbøll Mortensen, overlæge på socialmedicinsk enhed på Aalborg sygehus, til Agenda og fortsætter:

"I dag arbejder vi med gennem dialog at give disse mennesker et nyt perspektiv, som tager udgangspunkt i deres sygdomsopfattelse og symptomforståelse. Foreløbige resultater ved anvendelse af denne metode viser, at op mod 2/3 af dem kan komme tilbage i job på almindelige vilkår eller på fleksjobvilkår."

Jens Tølbøll Mortensen mener, at sundhedssystemet i mange tilfælde er med til at forværre disse gruppers problemer.

"Vi behandler ikke problemet rigtigt. Vi fokuserer nærmest udelukkende på det somatiske element. Man har bygget et system op, som er sygeliggørende. Og der er mange involverede. Læger, patientforeninger, erstatningsadvokater, medier, fysioterapeuter og politikere. Diagnoserne kommer og forsvinder, men det er de samme, der lider af dem," siger Jens Tølbøll Mortensen.

[email protected]

Kilde: