Mere kritik af Ny Alliance

Slettet Bruger,

10/08/2007

Efter at Asger Aamund i går tog bladet for munden, og rettede en skarp kritik mod Ny Alliance, for at være for fokuserede på at kritisere Dansk Folkeparti i stedet for at formulere sin egen politik, melder flere sig nu på banen.

Saxo Banks administrerende direktør, Kim Forunais, der i foråret donerede 500.000 kr. til det nye parti med lovning på 500.000 kr. mere, peger på, at man skal være et modstykke til Dansk Folkeparti gennem sit politiske arbejde.

"Hvis der ikke er andet i det, end at sige vi kan ikke lide Dansk Folkeparti, så synes vi ikke, det er særlig interessant," siger han til Berlingske Tidende i dag.

"Årsagen til vi støttede dem i første omgang er blandt andet, at vi synes, det er fantastisk med et parti, der vil fjerne top-og mellemskatten og lave et skattetryk på 43 pct. Sådan noget burde de tage mere fat på, for det er bestemt ikke Dansk Folkepartis mærkesag," fortæller han.

Leif Mikkelsen er også kritisk
Også en af partiets folketingsmedlemmer, den tidligere Venstre-mand Leif Mikkelsen, mener, at det politiske arbejde skal komme før kritikken af DF:

"Det er rigtigt, at det er kritisabelt, at vi har stillet os op som et modstykke til Dansk Folkeparti. Vi er et modstykke til regeringens tætte samarbejde med DF, men vi skal være det pga. vores politik, og ikke fordi vi vil pege fingre ad de andre."

Kritikken, der i går blev formuleret af Asger Aamund, kommer efter at partiet faretruende har nærmet sig spærregrænsen, med en rekordlav tilslutning på 3%.

Aamunds pointe var, at Ny Alliance skal markere sig positivt, ved at formulere reformkrav i stedet for at placere sig blot som opposition til Dansk Folkeparti.

"Det kan han sådan set have ret i. Fordi der ikke har været et politisk program endnu, så var det vores eneste funktion, men det vil man også se, når det politiske program kommer. Der bliver bud på en lang række områder, ikke mindst på skatteområdet, som bliver banebrydende," siger Leif Mikkelsen.

Aamund ikke godt nok orienteret
Ikke alle medlemmer af Ny Alliance er enige i kritikken. Gitte Seeberg afviste den i går og erhvervsmanden Lars Kolind, der har støttet partiet økonomisk og bidrager til at skrive partiprogrammet, mener, at kritikken er forfejlet.

"Jeg er ikke enig i Asger Aamunds kritik af, at det eneste, man kender Ny Alliance for, er kritikken af DF. Ny Alliance er kommet med mange politiske udmeldinger hen ad vejen, som har fået stor og omfattende presseomtale," siger Lars Kolind:

"Jeg tror måske, at Asger Aamund ikke er godt nok orienteret om, hvad der foregår."

[email protected]

Kilde: