Masser af Venstre-politikere vil have brugerbetaling

Statsminister og Venstre-formand Anders Fogh Rasmussen har skudt spørgsmålet om mere brugerbetaling i den offentlige sektor til hjørnespark, efter ...

Slettet Bruger,

23/04/2008

Statsminister og Venstre-formand Anders Fogh Rasmussen har skudt spørgsmålet om mere brugerbetaling i den offentlige sektor til hjørnespark, efter at idéen i går blev luftet af de Konservatives Lars Barfoed. Men blandt Venstres lokalpolitikere er der ingen tvivl om, at man bakker op, kan man i dag læse i Information.

Venstres regionsformand i Midtjylland, Ernst Madsen, mener, at der er behov for en bred debat om brugerbetaling - også på lægebesøg, som man har det i Sverige.

"Vi skal ikke have nogle hellige køer. Hvis vi skal have velfærd til gavn for alle, nytter det ikke noget at frede områder - så kommer vi aldrig videre," siger han til Information.

Carsten Kissmeyer, Venstre-borgmester i Ikast-Brande, peger på det ulogiske i, at lægebesøg er gratis, mens borgerne selv skal betale for briller og tandlægebesøg.

"Mit parti har med held gennemført et skattestop, og folketingsgruppen ser brugerbetaling som en anden form for skat. Men hvis vi skal have alle med, så er man nødt til at prioritere midlerne, og debatten om brugerbetaling bør vi kunne håndtere," siger han.

Struer-borgmester Martin Merrild er enig, men mener at hans partifæller på Christiansborg er bange for vælgerne.

"Det er en kendt faktor i demokratiet, at man ofte er tilbøjelig til at undgå at sætte de ubehagelige spørgsmål på dagsordenen. Klimaet omkring brugerbetaling på sundhedsområdet er dårligt," siger Merrild til Information og fortsætter: "Der skal slet ikke herske tvivl om, at vi skal bevare den offentlige sundhedsforsikring. Men vi er nødt til at have en diskussion om, hvad det offentlige skal levere."

[email protected]

Kilde: