Linje B+ - kun for kvinder

Slettet Bruger,

26/05/2007

Asmaa Abdol-Hamid har haft mulighed for at slappe af de seneste uger. I hvert fald på mediefronten, hvor Ny Alliances fremkomst helt har overskygget spørgsmål om, hvorvidt Enhedslistens tørklædeklædte nye folketingskandidat er tilhænger af dødsstraf, kan tolere homosexualitet og kan trykke mænd i hånden.

Men nu kan hun for en stund være på vej tilbage i rampelyset. I en ny bog, udgivet af den franske antropolog Jeanne Favret-Saada, tages Asmaa til indtægt for at ønske kønsopdeling af 350S, Linje H til Farum og landets øvrige offentlige transportmidler. Det skriver Jyllands-Posten i dag. Ønsket er angiveligt fremsagt sidste efterår, mens den franske antropolog var på besøg i Danmark for at samle materiale til bogen om Muhammed-krisen.

SF´eren Karsten Hønge, der sidder i Odense Byråd, har ikke hørt Asmaa decideret tale for opdelte busser og toge, men erindrer dog bemærkninger om, at "hun kunne opfatte det som seksult overklistrende at sidde tæt sammen i en bus". Og han fortsætter:

"Jeg tolker det som et led i en lang række manifestationer fra hendes side om, at hun ønsker et kønsopdelt samfund"

Asmaa Abdol-Hamid afviser selv beskyldningerne:

"Jeg har aldrig sagt noget i den retning, og jeg tror endda aldrig, at jeg har diskuteret kønsopdeling - andet end opdeling i bade- og omklædningsrum".

Abdol-Hamid står til at komme i Folketinget, hvis Enhedslisten får seks mandater ved næste valg. Meningsmålinger har dog i øjeblikket partiet meget tæt på spærregrænsen.

mol

Kilde: