Socialdemokraternes forslag om at tvinge indvandrerforældre til at aflevere deres børn i kommunale pasningstilbud, så de kan lære dansk som små, er symptombehandling på et problem, som fortidens socialdemokrater har skabt, og som nutidens socialdemokrater af alle kræfter søger at vedligeholde. Problemet er uløseligt forbundet med det forhold, at kun halvdelen af indvandrerne fra ikke-vestlige lande har et job, fordi den socialdemokratiske velfærdsstat uddeler så høje overførselsindkomster, at det ikke kan betale sig for dem.
Hos den store gruppe af ikke-arbejdende indvandrere er forståelsen af, hvad deres børn skal lære for at kunne begå sig og få succes i det danske samfund forsvindende lille. Forældrene har ikke selv en ordentlig kontakt til det samfund - kun til socialrådgivere og andre arbejdsløse indvandrere, som de møder i velfærdsstatens betonghettoer, hvor op til 90 procent af beboerne har indvandrerbaggrund. Her bilder de sig ind, at intet er mere overflødigt end at lære dansk, for hvad skal man dog bruge det til, når ens landsmænd heller ikke kan tale sproget, og når der altid er en tolk til rådighed på kommunekontoret.
Indvandrerne lever en afsondret tilværelse i forhold til resten af samfundet og arbejdsmarkedet, fordi den socialdemokratiske velfærdsstat giver dem mulighed for det. Børnene kommer til at leve samme afsondrede tilværelse, fordi de tager ved lære af deres forældre og resten af det indvandrermiljø, som deres opvækst foregår i.
Og så kommer Socialdemokraterne så med deres offentligt ansatte pædagoger, som de håber vil kunne optræde som fuldgod erstatning for et forældrepar, som af egen erfaring burde vide, hvad der kræves for at få et godt liv i Danmark. Det er en sølle erstatning! Professionelle vil aldrig kunne gøre så meget for et barn, som kompetente forældre kan. Der er kærligheden til forskel.
Indvandrerne skal integreres i det danske samfund, og de skal integreres på det danske arbejdsmarked - ikke kun for deres egen skyld, men også for deres børns skyld. Socialdemokraterne forsøger at bilde befolkningen ind, at vi kan løse alle problemer, hvis blot vi udvider formynderiet og pengeudbetalingerne fra det offentlige apparat en lille smule. Virkeligheden er, at vi skal give folk det personlige ansvar tilbage, så de begynder at opføre sig lidt mere fornuftigt.
Hos den store gruppe af ikke-arbejdende indvandrere er forståelsen af, hvad deres børn skal lære for at kunne begå sig og få succes i det danske samfund forsvindende lille. Forældrene har ikke selv en ordentlig kontakt til det samfund - kun til socialrådgivere og andre arbejdsløse indvandrere, som de møder i velfærdsstatens betonghettoer, hvor op til 90 procent af beboerne har indvandrerbaggrund. Her bilder de sig ind, at intet er mere overflødigt end at lære dansk, for hvad skal man dog bruge det til, når ens landsmænd heller ikke kan tale sproget, og når der altid er en tolk til rådighed på kommunekontoret.
Indvandrerne lever en afsondret tilværelse i forhold til resten af samfundet og arbejdsmarkedet, fordi den socialdemokratiske velfærdsstat giver dem mulighed for det. Børnene kommer til at leve samme afsondrede tilværelse, fordi de tager ved lære af deres forældre og resten af det indvandrermiljø, som deres opvækst foregår i.
Og så kommer Socialdemokraterne så med deres offentligt ansatte pædagoger, som de håber vil kunne optræde som fuldgod erstatning for et forældrepar, som af egen erfaring burde vide, hvad der kræves for at få et godt liv i Danmark. Det er en sølle erstatning! Professionelle vil aldrig kunne gøre så meget for et barn, som kompetente forældre kan. Der er kærligheden til forskel.
Indvandrerne skal integreres i det danske samfund, og de skal integreres på det danske arbejdsmarked - ikke kun for deres egen skyld, men også for deres børns skyld. Socialdemokraterne forsøger at bilde befolkningen ind, at vi kan løse alle problemer, hvis blot vi udvider formynderiet og pengeudbetalingerne fra det offentlige apparat en lille smule. Virkeligheden er, at vi skal give folk det personlige ansvar tilbage, så de begynder at opføre sig lidt mere fornuftigt.
