Der er ikke så mange tabuer i vores samfund i dag, hører vi ofte. Man kan sige, hvad man vil, og kunstnere må være stadig mere opfindsomme for at finde på et "provokerende" udtryk, hvis de gerne vil have en smule omtale af de produkter, som de kalder kunst. Der er bestemt noget om den snak, men engang i mellem støder man alligevel på et sejlivet tabu i debatten.
Et af eksemplerne er omtalen af de ledige. Selv efter måneders bombardement med historier i medierne om mangel på arbejdskraft af alle slags må man stadig ikke sige, at de arbejdsløse selv er skyld i deres ledighed. "Det er ret uhyggeligt," lyder samfundsforsker Johannes Andersens kommentar til, at 62 procent af de unge mener, at de arbejdsløse godt kunne finde sig et arbejde, hvis de virkelig ville.
Hvis nu Johannes Andersen kunne finde ud af optræde lidt som forsker i stedet for som smagsdommer i et elfenbenstårn, så ville en mere jordnær kommentar have lydt, at selvfølgelig mener de unge det - for det er jo sandt! Østeuropæere strømmer ind over grænsen for at arbejde, selvom de har det handicap, at de ikke kan tale et eneste ord dansk og ofte kun gebrokkent engelsk. Og regeringen er nu i gang med at drøfte en lettelse af østaftalen, så endnu flere kan komme ind og besætte de stillinger, som ingen af de mere end 100.000 ledige danskere vil have. I økonomkredse er det helt elementær viden, at hvis man i Danmark forkorter dagpengeperioden fra fire til ét år, så stiger beskæftigelsen i Danmark med 30.000 personer. Hvorfor? Fordi de 30.000 får lyst til at finde sig et arbejde, hvis der ikke er dagpenge til dem. De vil pludselig arbejde, mens de i dag ikke vil.
At unge danskere er helt klar over, at det forholder sig sådan, tyder godt for Danmarks fremtid. Men det kan undre, at en samfundsforsker som Johannes Andersen ikke ved det. Eller alternativt at han godt ved det, men bare ikke synes, at man må sige det højt. For ærligt talt, hvis Johannes Andersen mener, det er "uhyggeligt", at unge fortæller om virkeligheden i det samfund, som han får løn for at forske i og offentliggøre sandheder om, skulle han så ikke finde noget andet at bestille?
Et af eksemplerne er omtalen af de ledige. Selv efter måneders bombardement med historier i medierne om mangel på arbejdskraft af alle slags må man stadig ikke sige, at de arbejdsløse selv er skyld i deres ledighed. "Det er ret uhyggeligt," lyder samfundsforsker Johannes Andersens kommentar til, at 62 procent af de unge mener, at de arbejdsløse godt kunne finde sig et arbejde, hvis de virkelig ville.
Hvis nu Johannes Andersen kunne finde ud af optræde lidt som forsker i stedet for som smagsdommer i et elfenbenstårn, så ville en mere jordnær kommentar have lydt, at selvfølgelig mener de unge det - for det er jo sandt! Østeuropæere strømmer ind over grænsen for at arbejde, selvom de har det handicap, at de ikke kan tale et eneste ord dansk og ofte kun gebrokkent engelsk. Og regeringen er nu i gang med at drøfte en lettelse af østaftalen, så endnu flere kan komme ind og besætte de stillinger, som ingen af de mere end 100.000 ledige danskere vil have. I økonomkredse er det helt elementær viden, at hvis man i Danmark forkorter dagpengeperioden fra fire til ét år, så stiger beskæftigelsen i Danmark med 30.000 personer. Hvorfor? Fordi de 30.000 får lyst til at finde sig et arbejde, hvis der ikke er dagpenge til dem. De vil pludselig arbejde, mens de i dag ikke vil.
At unge danskere er helt klar over, at det forholder sig sådan, tyder godt for Danmarks fremtid. Men det kan undre, at en samfundsforsker som Johannes Andersen ikke ved det. Eller alternativt at han godt ved det, men bare ikke synes, at man må sige det højt. For ærligt talt, hvis Johannes Andersen mener, det er "uhyggeligt", at unge fortæller om virkeligheden i det samfund, som han får løn for at forske i og offentliggøre sandheder om, skulle han så ikke finde noget andet at bestille?
