Leder: Så gik det op for alle - Muhammed-krisen handlede om ytringsfrihed

Det synes overflødigt at skrive, at attentatplanerne mod bladtegner Kurt Westergaard, der har tegnet Muhammed med en bombe i turbanen, er horrible

Slettet Bruger,

13/02/2008

Det synes overflødigt at skrive, at attentatplanerne mod bladtegner Kurt Westergaard, der har tegnet Muhammed med en bombe i turbanen, er horrible. At de mennesker, som angiveligt står bag dem, derfor er afstumpede udover alle grænser. Og at retten til at ytre sig på en måde, som nogen kan opfatte som stødende, naturligvis bør være absolut, for hvis den ikke er det, vil alle og enhver jo kunne hævde sine følelser såret hvert andet minut, og vi vil til sidst ikke kunne tale om andet end vejret.

Heldigvis synes det overflødigt, for årsagen er jo, at næsten alle andre i Danmark mener det samme. Det kan vi og ikke mindst Kurt Westergaard så glæde os sammen over. Når det for alvor brænder på, så er der ingen slinger i valsen i det danske samfund.

Men der burde altså også sidde nogle folk derude og skamme sig, nemlig dem der henover hele Muhammed-krisen hævdede, at den intet havde med ytringsfrihed at gøre, men mere handlede om god tone. Det var dem, som brugte al deres adgang til den offentlige debat til at fortælle, at godt nok havde Jyllands-Posten ret til at trykke tegningerne, men avisen burde ikke have gjort det, for muslimer over hele verden havde god grund til at føle sig stødte over dem.

I dag må prominente mediepersonligheder som f.eks. Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden og Berlingske Tidendes tidligere chefredaktør Niels Lunde, samt tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og en lang række kulturmennesker og politikere så svare på dette spørgsmål: Var jeres angreb på Jyllands-Postens optryk af tegningerne med til at give attentatplanlæggerne det indtryk, at de havde ret til at være meget vrede?

Da ambassaderne, flagene og billederne af Anders Fogh Rasmussen brændte i Mellemøsten, og I fastholdt, at Muhammed-krisen ikke handlede om ytringsfrihed, men om at Jyllands-Posten ikke havde opført sig ordentligt, tænkte I da over, at det kunne og blev opfattet som støtte til den dagsorden, som islamister over hele verden forsøger at sætte, når de vil lade ytringsfrihed være mindre vigtig end hensynet til påstået sårede religiøse følelser?

Det er godt, at I er med på vognen nu, hvor det burde være åbenlyst for alle, at Muhammed-krisen i sin essens handlede om retten til at ytre sig frit. Men hvis I nu skal være helt ærlige over for jer selv og os andre, mener I så ikke, at det kunne have været gavnligt for Kurt Westergaard, hvis I havde medgivet det allerede dengang, Muhammed-krisen var på sit højeste?

På falderebet: Kurt Westergaards støttegruppe på Facebook findes her. Meld dig ind!

Kilde: