Leder: Sådan håndteres den autonome trussel - en insider beretter

Slettet Bruger,

11/10/2007

Mens det politiske system - og tilsyneladende også statsministeren, men dog ikke Dansk Folkeparti - efterhånden synes at være indstillet på, at de autonome skal belønnes med et hus for deres seneste ikke-voldelige, men immervæk stadig bundulovlige forsøg på at tilrane sig et nedlagt vandværk, og mens politiet lyder som om, det opfordrer til netop sådan en "løsning", så må borgere, der ikke vil have, at den slags naboer skal tiltvinge sig adgang til deres kvarter, jo tage sagen i egen hånd.

Politi og domstole henter deres legitimitet fra det forhold, at de beskytter borgerne og opretholder retten. Gør de ikke det, så kan borgerne med god samvittighed tage sagen i egen hånd.

Vi lader "Magnus", der i lørdags forsøgte at tiltvinge sig adgang til en bygning, som ikke var hans, fortælle, hvordan det kan gøres. Beretningen tager sin begyndelse i en villahave på Hillerødgade:

"Lige pludselig ser jeg tre sortklædte demonstranter sprinte ud fra en have (det hele foregår meget hurtigt og hektisk), samtidig løber en mand op til døren på huset, åbner den og råber "så er det nu". De tre sortklædte spænder over hillerødgade og ind ad en lille sti ind til en sidegade, de tre andre mænder tonser efter. Kort efter løber jeg med, da det absolut ikke ser ud som de tre bagerste mænd som forfølger de andre vil invitere dem på boller og urtete.

Inde på sidegaden stopper de op, da det umiddeltbart ser ud som om de sortklædte er forsvundet. Men pludselig opdager de en af dem, og straks kaster de sig over ham, tager greb om hans hals samtidig med at de kaster ham mod jorden. Jeg står lige ved siden af, det hele går utroligt hurtigt, jeg kan ikke engang huske om de slår seriøst på ham. Da der ingen andre er at se end mig, de tre naboer og den sortklædte tænker jeg hurtigt over hvordan jeg kan sørge for at han ikke bliver gennembanket. Af en eller anden grund (måske fordi jeg ikke ligner en typisk autonom) ænser de mig ikke rigtig.

Jeg begynder så at sige ting som "hvad fanden har i gang i", "han har ikke gjort en skid" osv. En af dem retter sin opmærksomhed mod mig og begynder at være truende over for mig, han dasker mig på siden af hovedet og siger at jeg bare skal skride af helvede til, hvilket får mig til at råbe på hjælp.

På en eller anden måde slipper den sortklædte væk, og nu er det egentlig bare mig og den antastende nabo der har en beef. Heldigvis kommer der både demonstranter og andre naboer til. Manden er stadig truende, han holder bla. stramt om min trøje ved halsen, prikker mig i brysten og siger at jeg er heldig at jeg slipper for tæsk denne gang. Jeg har på dette tidspunkt en følelse af at den opførsel vil jeg fanme ikke finde mig i, samtidig med at jeg overvejer hvor meget jeg kan svare ham igen uden at han smadrer mig. Jeg kalder ham voldspsykopat, spørger ham hvorfor fanden han opfører sig så hjernedødt, at han fanme ikke skal røre mig osv. Eftersom der nu er samlet omkring 15 mennesker i sidegaden stopper han til sidst og går sin vej.

Nu begynder de andre naboer så at råde at jeg bare skal smutte. En meget ophidset kvinde råber "skrid, det her er vores private vej, du må ikke være her". Jeg er stadig chokeret, prøver at falde ned, hvilket dog er lidt svært med den råbende kvinde og nogle ældre mænd der er verbalt aggressive. Jeg siger hele tiden "slap nu af", "vi skal nok smutte" (der var også kommet nogle andre demonstranter til), "han prøvede jo for fanden at smadre os", osv.

Tilbage på hillerødgade sætter jeg mig ned og får mig en smøg samtidig med at jeg småsnakker med de andre demonstranter. Vi vælger at gå længere ned ad hillerødgade for at finde en anden sidegade så vi ad den vej kan komme forbi politiafspærringerne og ned til demonstrionen ved genforeningspladsen.

Da vi er kommet til parallelgaden til hillerødgade, der fører ned til genforeningspladsen, ser jeg så kvinden der både påstod at hun boede på sidegaden fra før og at det var en privat vej. Hun står sammen med to andre mænd jeg ikke husker at have set før. Eftersom hun råbte og skreg ad mig mens og efter at jeg blev truet både verbalt og fysisk, siger jeg til hende at hun da er en idiot og at hun ikke engang boede på sidegaden.

Derefter vælger en af de to mænd hun står sammen med (en bredskuldret, pumpet fyr med en hvid trøje hvor der bag på med store sorte tal står 33) at gå ud på fortovet til mig. Jeg går baglæns med front mod ham for at se hvad han foretager sig. Lige pludselig gør han udfald mod mig og sparker mig på armen, heldighvis er han ikke så hurtig, så jeg når at trække lidt tilbage så sparket bliver overfladisk.

Indeni er jeg dybt chokeret, dybt krænket og fuldstændig målløs over at man skal behandles på denne måde bare fordi man fredeligt demonstrerer for et ungdomshus.

Mens jeg hastigt går baglæns, de andre demonstranter (meget klogeligt) forsøgerat trække mig væk og tysse på mig, råber jeg i ren raseri over mandens handlinger, at han da må være totalt hjernedød, at han da er en af de dummeste voldpsykopater jeg nogensinde har mødt. Lidt efter går manden tilbage til der hvor han stod før, men vender straks tilbage, denne gang med et stort baseball bat af træ. Derefter går han i retning af hvor jeg står. Jeg er så vred (det skal lige sige at jeg også er rimelig bange ligesom da jeg først blev antastet) over at han forsøger at undertrykke min frihed, og endda med så voldsomme midler, at jeg igen begynder at svine ham til, samtidig med at jeg går ud på vejen så jeg kan løbe hvis han gør et hurtigt udfald. Han vender heldighvis om lidt efter og går tilbage.

Efter alt dette følte jeg sgu ikke rigtigt at jeg længere havde overskud til at deltage i noget som helst, tog jeg hjem til nogle venner i nærheden og slappede af resten af dagen.

Nu sidder jeg tilbage på og tænker: hvem fanden har jeg til at beskytte mig mod sådanne voldspsykopater?"

Kilde: