Regeringens jobplan rummer et enkelt opmuntrende initiativ - reduktionen af de supplerende dagpenge til maksimalt 26 uger - men ellers er der ikke meget i den, som er værd at råbe hurra for. Forslaget om indførelsen af en de facto borgerløn for de omkring 200.000 danskere, som har fået tildelt førtidspension før 2003, er endda stærkt kritisabel.
Disse mange mennesker får nu en garanti for, at de kan arbejde lige så meget, de vil, uden at de mister retten til førtidspension. Den mulighed for at frakende reelt arbejdsduelige førtidspensionister den offentlige ydelse, som kommunerne har i dag - men sjældent benytter - skal afskaffes. Fremover må danskerne altså vænne sig til at få nye kolleger, som arbejder på lige fod med dem og får samme timeløn, men som altså lige får en pension oveni, betalt af de skatter som sidemanden ved samlebåndet eller kontorfællen betaler. Først når den førtidspensionerede "vedvarende" tjener mere end 10.000 kroner om måneden, skal kommunen "vurdere", om der er grundlag for at sætte udbetalingen i bero - men altså kun indtil førtidspensionister igen får lyst til at leve på skatteydernes regning.
Rimeligheden i det er ikke til at få øje på for mennesker, som ikke har bestået den lille spindoktoreksamen, men regeringen høster naturligvis større popularitet for forslaget hos førtidspensionisterne, deres familie og venner samt sagsbehandlere, end hvis den havde gjort, hvad den burde gøre: at fratage alle arbejdsdygtige førtidspensionister deres pension. Regeringen valgte at sidde opfordringer om en genvurdering af førtidspensionisternes arbejdsevne fra både de kommunale socialchefer og arbejdsgiverne overhørig af hensyn til sit omdømme hos mennesker, som ikke har noget imod at modtage penge fra det offentlige, selvom de godt kan arbejde.
Jobplanen er dermed udtryk for regeringens velkendte strategi for en borgerliggørelse af det danske samfund, en strategi der som bekendt går ud på, at for hver gang man på et område går ét skridt frem, så går man på andre områder to tilbage.
Disse mange mennesker får nu en garanti for, at de kan arbejde lige så meget, de vil, uden at de mister retten til førtidspension. Den mulighed for at frakende reelt arbejdsduelige førtidspensionister den offentlige ydelse, som kommunerne har i dag - men sjældent benytter - skal afskaffes. Fremover må danskerne altså vænne sig til at få nye kolleger, som arbejder på lige fod med dem og får samme timeløn, men som altså lige får en pension oveni, betalt af de skatter som sidemanden ved samlebåndet eller kontorfællen betaler. Først når den førtidspensionerede "vedvarende" tjener mere end 10.000 kroner om måneden, skal kommunen "vurdere", om der er grundlag for at sætte udbetalingen i bero - men altså kun indtil førtidspensionister igen får lyst til at leve på skatteydernes regning.
Rimeligheden i det er ikke til at få øje på for mennesker, som ikke har bestået den lille spindoktoreksamen, men regeringen høster naturligvis større popularitet for forslaget hos førtidspensionisterne, deres familie og venner samt sagsbehandlere, end hvis den havde gjort, hvad den burde gøre: at fratage alle arbejdsdygtige førtidspensionister deres pension. Regeringen valgte at sidde opfordringer om en genvurdering af førtidspensionisternes arbejdsevne fra både de kommunale socialchefer og arbejdsgiverne overhørig af hensyn til sit omdømme hos mennesker, som ikke har noget imod at modtage penge fra det offentlige, selvom de godt kan arbejde.
Jobplanen er dermed udtryk for regeringens velkendte strategi for en borgerliggørelse af det danske samfund, en strategi der som bekendt går ud på, at for hver gang man på et område går ét skridt frem, så går man på andre områder to tilbage.
