Der er kun én part, som er for langt ude i sagen om forfatter Peter Øvig Knudsens potrygeri, og det er lovgiverne i Danmark, som har forbudt ham at dyrke cannabisplanter i sin egen have med det formål at nippe deres topskud og efterfølgende tørre og ryge dem.
Det kommer ikke politikerne ved, hvad Peter Øvig Knudsen render og laver i sin egen have, og hvad han ryger. Det er på dage som denne, at man godt kan spekulere over, om Søren Kierkegaard havde lidt ret, når han argumenterede for, hvorfor enmandsstyre er bedre end folkestyre. Han skrev:
"En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser o.s.v. - ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo 'ligemanden' det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre. Og hvis ikke, ja da er det en forbrydelse - en politisk forbrydelse, en statsforbrydelse!"
Politikerne og de vælgere, som bakker dem op, skal lære at kende deres grænser. De kan regulere forholdet mellem mennesker, hvis de synes, det er nødvendigt - vi andre kan argumentere imod, hvis vi synes, de gør det for meget eller på en forkert måde. Men når de vil bestemme, hvad mennesker må gøre mod sig selv som i tilfældet Peter Øvig Knudsen, så burde det ikke være nødvendigt med argumenter.
Et simpelt Pas jeres egne sager! bør være nok.
Det kommer ikke politikerne ved, hvad Peter Øvig Knudsen render og laver i sin egen have, og hvad han ryger. Det er på dage som denne, at man godt kan spekulere over, om Søren Kierkegaard havde lidt ret, når han argumenterede for, hvorfor enmandsstyre er bedre end folkestyre. Han skrev:
"En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser o.s.v. - ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo 'ligemanden' det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre. Og hvis ikke, ja da er det en forbrydelse - en politisk forbrydelse, en statsforbrydelse!"
Politikerne og de vælgere, som bakker dem op, skal lære at kende deres grænser. De kan regulere forholdet mellem mennesker, hvis de synes, det er nødvendigt - vi andre kan argumentere imod, hvis vi synes, de gør det for meget eller på en forkert måde. Men når de vil bestemme, hvad mennesker må gøre mod sig selv som i tilfældet Peter Øvig Knudsen, så burde det ikke være nødvendigt med argumenter.
Et simpelt Pas jeres egne sager! bør være nok.
